15. december

I mangel på et smukt og opløftende snedække, nyder jeg synet af frostens små kunstværker på glasset i vores lille oranger. Søndag morgen havde vi både en fantastisk solopgang, frost og ikke mindst tid til at nyde det. 

Iskrystallerne dansede over glasset, og i det kolde morgenlys fik de dét dér magiske over sig. Følelsen af at stå inde i et isdækket glashus er noget særligt, og jeg elsker det. En tæt og mørk hule, som samtidig er nærmest helt selvlysende, og meget meget eventyrligt.

Oplevelsen er flygtig - og hvis temperaturen ikke er lav nok, vil solens stråler hurtigt få krystallerne til at blive til det vi kender alt for godt i denne vinter - nemlig vanddråber.

Og flygtige oplevelser er noget man skal give sig tid til at opleve... smide hvad man har i hænderne når de byder sig, og huske at tage alle indtryk helt ind i hjertet. Sådan er det vel med mange ting - men følelsen og forhåbningen af at alting varer evigt, kan nogen gange få os til at glemme at nyde og opleve.

På taget af orangeriet ligger en del blade. Glemte og lidt irriterende når mit øje falder på dem på en regnvejrs dag,  men uendeligt fine som de var frosset fast i isen. Sne og frost gør bare alting smukkere i min optik.

Lyset i et glashus om vinteren er en ganske særlig historie, og noget man skal opleve. Det får mine tanker til at svæve, og meget filosofisk til at tænke over livet.

Modlys er som modgang. Det giver nogen gange kontrast og skarpt optrukne kanter. Nogen andre gange kommer de små detaljer frem, og alting ses tydeligere. Det er ikke altid dårligt - tværtimod ser man nogen gange ting og detaljer som man ellers ikke havde opdaget, og det kan jo være ganske godt. Sådan er det også med billeder taget i modlys. De har en speciel stemning og selv om der er mørke områder, så bliver lyset og farverne i lyset endnu mere effektfuldt. Jeg syntes det er smukt og billederne udvikler sig for hver gang jeg ser på dem.

I medlyset er altid doucet og lækkert - ligesom en forelsket mavefornemmelse. Farverne bliver bløde og særligt på en frostklar morgen bliver de også pastel-agtige. Her er ikke så mange bekymringer - kun glæde, og stor risiko for at falde i glade svimer over hvor blødt lyset kan være.

Ja - et lille filosofisk indslag sådan en tirsdag i december, men det er da dejligt som tankerne kan svæve selv om man blot er hjemme i sin egen lille verden :-)

*Håber I har tid til at nyde stemningerne af jul og glæde som er at finde over alt i denne tid. Nogen gange kan det føles som om man skal lede efter det, men tro mig.... det er derude*