Så er det lige ved... det nye år står for døren. Vi er klar til en stille og hyggelig aften herhjemme, og mangler kun lige en tur til slagteren efter nytårsbøfferne.
Julen er i dag blevet båret ud, og der er kommet friske blomster i vaserne i stedet. Det er så dejligt med friske blomster....og det er ligesom årsskiftet, en ting der signalerer at nu starter vi forfra.
Roserne herunder er fra haven. Ja - jeg tror nu godt nok aldrig jeg har hentet blomster ind dagen før nytårsaften, og det er lidt underligt. Jovist kribler det i mine fingre for at komme i haven, men jeg KAN altså ikke nyde et forår, hvis det ikke har været rigtig vinter.
Jeg skal altså have tid til at fordybe mig i havebøger og hjemmesider. Planlægge og tænke en masse tanker og ideer til haven. Og ideer er der masser af.... Det bliver helt sikkert endnu et spændende haveår.
Året der nu snart er gået har virkelig været spændende, og det har bragt utrolig meget med sig. Vi har fået vores store ønske om et orangeri opfyldt, og deraf nydt vores have meget mere end normalt.
Og så er jeg blevet en del af blogverdenen :-) Det er virkelig spændende, og det har bragt en masse med sig. Jeg bliver meget inspireret af alle jeres flotte og spændende sider, og jeg føler nærmest at jeg har fået nye venner. Jeg elsker også at læse jeres kommetarer til mine indlæg - blive endelig ved med at skrive. Det er skønt med input.
Jeg har lavet mine første vintage-fotokort - og jeg kan love det ikke bliver de sidste. Jeg kunne godt tænke mig at lave nogen "have-kort", og dét er én af de ting jeg lige skal bruge lidt vinter til at tænke over.
*Vi ses i det nye år*