Det er altså en særlig dag dén dag hvor orangeriet bliver gjort forårsrent. Alt bliver bare renere, lysere og mere indbydende. Jeg elsker det <3
Men det er en større omgang som kræver både tilløb og overskud - for på en eller anden måde er der bare uendeligt mange ting derinde.
Men altså kun brugbare og nødvendige ting ser I - alt sammen guld som man ikke kan leve uden. Men ting som man så alligevel kigger undrende på når de står ude på rad og række.... "Hvorfor var det lige jeg gemte dén dér?"
Men det er netop grunden til at tømme huset helt for diverse guld og gemmer. Man kommer helt i bund med hvad der har hobet sig op, og man kan komme helt i bund med skidt og støv. Måden jeg vasker glas og paneler på, er først at tørre det over med en klud og ajax-vand, og så bagefter at pudse det efter med en glasrens. Så bliver det rent og blankt - og sommerklar.
Denne ene gang om året kommer støvsugeren også med derud, så alle kanter og kroge kan få fjernet støv og spindelvæv. Den er bare bedre end en kost, til dét med støv og det fine tørre jord på fliserne - og så skifter vi gladeligt støvsugerposen bagefter :-)
Det sjove er når man er klar til at sætte på plads igen - nyde synet at sit lækre havegrej og alle de små særlige ting man ikke kan leve uden. Alt er rent og klar til et nyt haveår.
De gamle sandstens og eternit plantekasser flytter nu igen uden for. De har stået i tørvejr for vinteren, men nu hvor det meste af vinteren må regnes for at være ovre, så kan de komme ud i selskab med de andre krukker på "lageret".
Jeg har haft ferie i denne uge... og hundene har nydt at vi har kunne være så meget ude. Ja, der har ikke været ubetinget meget spræl i mig, da jeg lige skulle i gang efter sidste uge hvor jeg var syg, men bare dét at man er ude... det elsker vi vist alle.
Selv en hovedrengøring i orangeriet har de deltaget aktivt i. Og selv om det unægteligt også har været lidt kedeligt for dem nogen gange, så har de holdt ud, og troligt holdt sig til og været godt selskab for mig. Ja vi har nydt foråret og de lune temperaturer - og nydt at have tid til at nyde.
Men hva´ søren var det så der lige der skete i morges... ?? Bedst som jeg har gjort forårsrent så kom der sne igen...
Ja ikke meget.... med nok til at vi blev mindet om, at vejret er noget lunefuldt og at det bestemt ikke har sluppet sit tag i vinteren endnu.
Midt på formiddagen var det væk - og vi kunne igen nyde foråret og en god dag i haven. Vi har UENDELIGT mange planer og projekter på vej.. og jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte med at fortælle om det. Men mere om det senere :-)
Skøn weekend til jer alle derude. Jeg håber I får tid og lejlighed til at komme ud og høre fuglene synge og til at mærke solens varme. I et glashus er det godt kan jeg hilse og sige - så find dig sådan ét :-)