Hvis man har for travlt og for meget om ørene til at huske at stoppe op og nyde... så prøv at tage dit kamera frem og se igennem det. Nogen gange oplever man mere hvis man kun ser et lille udsnit af gangen - og nogen gange er det nemmere at samle tankerne. Nogle dage eller perioder kan et lille udsnit af verden faktisk få den til at virke større..... sådan en periode har jeg nu.
Sådan har jeg tænkt, de par gange jeg selv har trisset rundt med kameraet i de sidste 7 uger..... rundt i haven for huske at nyde. Jeg må og skal nemlig huske at opleve hvor frodig vores have er. Den er smukkere end nogensinde og der er uendeligt meget at se på.
Heldigvis har min gode veninde som også skal have den ene af hvalpene været her et par dage for at hjælpe med dem. Gudskelov for det ♥
I går gik min søde mand turen rundt med kameraet. Han tog de smukkeste billeder til mig, og mente at jeg skulle prøve at finde krudtet til at lægge dem på bloggen. Han tænker lige som jeg, at der er alt for stille herinde på bloggen - og måske han også trængte til at komme "ud" ;-)
Alt i haven var vådt efter regnen, og alt var dækket af de små blanke vanddråber. Det lignede næsten små perler, og de reflekterede lyset så fint. Virkelig smukt og meget sanseligt.
Nogen gange skal vi måske huske at gå derud og nyde selv om vejret ikke er det mest tillokkende. Koldt og vådt.... men meget meget smukt.
Jeg blev ihvertfald glad for at få lov at nyde synet af vores smukke have. Jeg var aldrig selv komme så langt væk fra sofaen og hvalpene til at kunne nyde motiverne her..... Det vidste min søde mand vist godt :-)
Men snar bliver alting vel også bedre...? Ja helbredet ved jeg at det gør - men vejret!! Jeg er ikke kræsen men syntes nu alligevel at godt kunne tænke mig en kende mere sommer inden efteråret træder til.
Og her er de så... vores små rollinger. De vokser sig store og smukke - og udvikler sig unægteligt meget med deres personlighed og temperament. Sjovt at se hvordan de hygger sig sammen, og hvor sultne de er på livet og den store verden. De er utroligt nysgerrige og holder sig ikke tilbage.
Beslutningen er stadig ikke taget..... vi ved endnu ikke hvem der skal blive boende her hos os. Det er en svær én - og den bliver ikke bedre af at de udvikler sig så meget for hver dag der går. Så vi tænker og tænker..... og kigger og kigger.
De er på mange måder meget forskellige - og på andre måder meget ens. Sjovt... men det kan de faktisk godt være. Men hvad der også er vigtigt - og rigtig dejligt, det er de også er et godt team. Selv om de tager deres "ture" og kan være ret vilde.... så er det tydeligt hvordan de nyder hinandens selskab.
Mor-Lukla nyder dem også. Ja måske lidt atypisk når de nu snart er 7 uger, men det er måske fordi de kun er to. Var der 6 hvalpe der hang i hende, så var hun måske knap så venlig stemt.
Men den lille familie forstår emnet "råhygge". Det er rigtig dejligt at se.
* Fortsat skønne sommerdage til jer alle *