Advarsel - langt indlæg med mange billeder ;-)
Netop kommet hjem fra nogle helt fantastiske og skønne dage på Sjælland, sidder jeg og tænker "det var jo lige som juleaften". Jeg havde glædet mig som et lille barn, og jeg vidste at jeg ikke ville blive skuffet. Vi har besøgt Livsstilsmessen på Ledreborg.
Jeg er totalt forelsket i stedet. Parken er utrolig smukt, og når udstillernes hvide telte og pavillioner står smukt pyntede og det hele bugner af fristelser, så virker det som om jeg er med i et eventyr.
Eventyret bød på masser af smukke gamle ting.... lige den slags som jeg elsker. Gamle ting med sjæl og patina, og særligt de ting som er helt specielle og unikke. Og blomster - blomster i overflod.
Flere af de butikker som jeg gerne tjekker ud med jævne mellemrum var her - men istedet for at kigge billederne i deres webshop så kunne jeg nu rigtig se og mærke det hele. Praktisk for én som mig - jeg shopper nemlig med fingrene.
Men ud over at kunne mærke tingene, så er der nu noget særligt over den stemning som er på messen. Det summer af liv og glæde, og man mærker tydeligt gæsternes iver og glæde ved at være dér - midt i alt guldet.
De smukkeste af standene var også pyntet med en overdådighed af blomster. Blomster af den "gamle" slags, med et romantisk look, og oplevelsen af at træde ind i en anden verden var total.
Jeg smeltede totalt væk.... og følelsen af at være blandt så smukke ting, kan næste give mig kuldegysninger. Det er noget særligt.
Jeg ville ønske, jeg have mere plads i vores hjem til flere af de fine ting. Men vores hjem er jo ikke så stort, og vi vælger hver ting ud, så den passer perfekt til os. Vi plukker gerne fra flere stilarter, og "samler" ikke kun på én....tilsammen danner det vores egen stil.
Men jeg håber på at få plads til et smukt gammelt fransk spejl engang og en stage med masser af sjæl. Jeg har ihvertfald fået utallige ideer - og min hjerne kører derud af. De mange billeder (ja der er faktiske mange flere end jeg viser her) er gode når jeg gerne vil kunne huske det hele. Særlige detaljer og ideer er foreviget med kameraet - min eksterne harddisk :-)
Enhver haveinteresseret vil finde noget på messen. Krukker og kar i forskellige størrelser, materialer og med forskellige udtryk var at finde over alt. Hvis ikke det var for det åbenlyse pladsproblem i bilen, så ville jeg da gerne ha haft et par af de fine zinkkar med hjem til Viborg.
Drømmer du om at finde smukke ting til haven også, så er Ledreborg et godt sted at lede.
Der var et utroligt blomsterflor - over alt. Der stod ikke én eller to små pelargonier sammen - nej der stod mindst 10. Alt var overdådigt, og alt var smukt.
Fristelserne var over alt... i dette flor stod der fx. en fantastisk stor og smuk lavendel. Det gjorde den heldigvis også sidst på dagen, da jeg endelig havde fået besluttet mig. Den er nu kommet med mig hjem til vores egen have.
Ikke alle handlende havde udelukkende gamle ting. Men det betød ikke, at det ikke så godt ud, og at jeg ikke følte mig fristet. Hvis man ser sig selv i dét - så er det jo det rette.
Priserne var rimelige.... og generelt så syntes jeg jo bare man skal tænke på om tingen er dét værd for én. Hvad der er billigt for mig, er jo ikke nødvendigt hvad der er billigt for en anden. Hvis jeg har ledt længe, og pludselig finder den helt rigtige ting - så skal prisen virkelig være urealistisk for mig at betale. Og nåååeeee ja... jeg skal jo lige kunne ha´ den med mig hjem :-)
Indrømmer gerne... blev fristet af flere helt fantastiske bænke. Men hvor skulle den lige være i haven derhjemme - for ikke at snakke om bilen?
Fristelser fristelser fristelser..........
Vi var på udkig efter flere ting. Èn af dem - en lille jernkurv til haven, til at have stående til at samle ukrudt i. Vi fandt ikke nogen denne gang - men jeg elsker "jagten". Ja - kurven herunder, den var for stor.
Glas er altid smukt, og én af de ting jeg altid kigger efter. Egentligt så ville jeg nok have ladet mig friste af stagerne her, hvis der ikke var så mange "antikke og forstyrrende elementer" omkring dem. Nu fortryder jeg lidt at jeg ikke købte nogle af dem.... men en anden gang, så må jeg huske det.
En stand solgte kun roser..... Det var et fantastisk syn og duften var himmelsk. Et par smalle gange ledte én ind af rækkerne, og så stod man dér midt i blomsterfloret.
Jeg var fristet - meget fristet. Men det ville være svært at have de store flotte planter med i bilen, så vi nøjedes med at nyde dem hver gang vi gik forbi dem.
Sorterne var mange.. og jeg kan ikke huske hvilke der er på billederne. Men jeg kan huske de minder som de vækkede. Flere fik mig til at tænke på min mormors gamle have.
Hvis du nogensinde får muligheden, så giv dig selv muligheden for at opleve det hele selv. Jeg blev forelsket i stedet, og jeg ved jeg kommer tilbage igen. Vi har hørt en masse godt om andre messer også, og måske de også skal prøves, men jeg ved med sikkerhed at jeg vil komme tilbage til Ledreborg.
Vi mødte utrolig mange smilende og glade mennesker på dagen. Det var utrolig dejligt at hilse på jer handlende, og det var så skønt at nyde jeres smukke stande. Det var ganske særligt at hilse på nogle gode blog-venner, nemlig Anne Mette og hendes mand (med
bloggen CuginaK), og så selvfølgelig de søde mennesker fra Pavillon Danmark, som også havde et fint glashus med på messen.
Bilen blev fyldt med guld, vores maver med god mad, kaffe og kage - og mit hjertet blev fyld med indtryk og minder fra en skøn skøn dag. Jeg er heldig at have så sød en mand, som også gerne vil med på livsstilsmesse, og som også gerne vil gå og snuse i de gamle og smukke ting - I KNOW :-) Sådan en dag - og ja hele turen faktisk, kan jeg leve længe på.
Men turen slutter jo ikke her... mere om det senere... ligesom I selvfølgelig også skal se vores "guld"
*Fortsat god og dejlig weekend*