I øjenhøjde med foråret

Ihhh hvor føler man sig heldig når man får lov at opleve SÅDAN et fantastisk forårsvejr.

Varmen og alt det klare lys er uendelig godt for sjælen og humøret, og følelsen som foråret altid giver én... at få lov at starte på en friske endnu en gang, det er næsten lige så godt som at få et kys af dén man elsker.

Jeg har være ude med kameraet og fange alle de forårsbebudere som vores have har at prale af. Nogle af dem kigger endnu blot op over jorden, og andre står med ranke stængler og siger "se mig".

Tulipanerne har jeg glædet mig særligt meget til, og det med spænding. De uendeligt mange løg som vi har sat de sidste år er på vej op, og forhåbentligt vil de igen i år give os et smukt blomsterflor.

Påskeklokkerne er er nogle af mine ynglings. Elegante og sarte på samme tid, og selv om de ligesom alt det andet gemmer sig helt i jordhøjde så er de værd at bøje sig ned for at se nærmere på.

Perlehyacinterne som er sat i haven er godt på vej. De små hvide som er plantet i et hjerte hvor vores gamle hund Sherpa ligger begravet, kigger netop op, og de som har haft det lunere inde ved husmuren har selvfølgelig haft mere travlt.

Og de små primula som også står tæt ved huset..... ihhhh hvor er de fine. De viser også deres blomster, og selv om de er både små og få, så er de noget særligt. De er, som mange af perlehyacinterne, også "aflagte" fra vores stuer, som efter endt blomstring er flyttet ud i den store verden.

Havenes ENESTE krokus.... i ensom majestæt ;-)

Krukke-køkkenhaven er også i live. Ja ikke alle krydderurter har overvintret, men sådan er det altid. Hver år må vi skifte flere af planterne ud med nye, men det er vilkårene når vi vælger at have dem stående ude om vinteren.



Hvert forår tænker jeg "hvad er det her mon?". Og måske en dag jeg får sat mig godt ind i plantenavnene, skrevet dem på plantepinde og så placeret rundt i bedene. En dag.... når der er masser af tid. Jeg aner ikke for godt hvad der er hvad, men jeg har en fornemmelse for hvordan de vil se ud til sommer, og det er egentligt nok for mig i det daglige.

I det store hele så ser det jo stadig lidt gråt ud derude - også selv om solen skinner og himmelen er blå. Men hvis man blot liiiige stopper op og kigger ned en gang, så ser man at alt pibler op og alt er på vej. Og selv om det syner småt, så har det en vild effekt. Måske fordi der ikke er så meget andet at konkurrerer med - måske forde vi har hungeret efter noget grønt, friskt og noget som varsler at et nyt år er startet.

Foråret får mig altid til at skærpe sanserne... for hvis man vil se og opleve noget, må man også tage tiden til at tage det ind. Og det har jeg gjort idag.... fået en "morfar" i Orangeriet, nydt stærene og de andre småfugles ihærdige pippen, og set og duftet blomsterne.

Ja - jeg har været i øjenhøjde med foråret, og jeg har haft den dejligste dag.