Her er den opskrift som jeg har brugt i over 10 år
200 g mandler
200 g rørsukker
2 teske brun farin
0,8 dl vand
Mandlerne skylles og gnides tørre i papir. De lægges derefter i en tykbundet gryde eller wok sammen med sukker, farin og vand.
Det hele røres sammen over svag varme til sukkeret er smeltet.
Derefter koges de med stærk varme og jævnlig omrøring til vandet er dampet bort, og sukkeret lægger sig tørt omkring hver mandel. Der slukkes for varmen og der dækkes af med et låg. Efter 10 minutter fjernes låget. Mandlerne ligger nu matte, omgivet af sukker.
Hvis du ønsker blanke mandler så skal du fortsætte lidt endnu :-) Du tænder gryden igen, så sukkeret begynder at smelte til karamel. Mandlerne vendes herinde, indtil de er blanke på overfladen.
Til slut hælder du mandlerne op på et stykke bagepapir og skiller dem ad.
Du behøver ikke at vente til de er helt kolde før du prøvesmager - lune mandler smager også rigtig godt :-)
Og så er der serveret til en hyggelig aften. Mandlerne står i en fin gammel kaffeskål, som jeg har været heldig at få af min søde mand i advents gave - og faddet med svanerne er én af de ting som jeg bare måtte eje da vi besøge Savilla´s.
Måske familien kigger forbi til en drink og snack, eller måske vi falder i en julefilm - men aller først flæskesteg med sprøde svær.
*Jeg håber I alle får en skøn aften*

















































