Den glemte have

I min bardom så jeg en film om en skjult have. En have som var frodig og eventyrlig - og vild. Jeg har i mit voksne liv ikke kunne finde ud af hvilke film det var, men jeg kan tydeligt huske hvordan haven så ud. Og sådan... sådan ser vores have næsten ud nu. 

Vores have er nemlig blevet glemt her midt i alt "hvalperiet", og det har resulteret i et vildt og frodigt flor derude. Måske vi ikke helt havde opdaget at sommeren var kommet, for pludselig en dag var der farver over det hele, og det ser jo fantastisk ud. 

Vores tæt plantede bede gør sig fantastisk i sådan en "tilstand" og egentligt er det befriende og fedt at se hvordan de "virker som tiltænkt". Vi ønskede jo at få en vild have, og det må man jo sige er lykkedes. 

Men ud over farverne og floret - så har rodet også gjort sit indtog. Hvis man kigger ned, så ser man at der både trænger til at blive luget, fejet og slået græs. Ligesom der står uendeligt mange krukker som trænger til at blive skiftet ud med nye og friske, ligesom andre krukker, potter og kander bare står hvor de blev efterladt. 

Den vilde regn har heller ikke gjort noget godt for synet derude. Fliserne flyder med blomsterne fra æbletræet, og hvad der ellers har fundet vej ind over hækken. Ukrudtet er blevet så højt at man næsten ikke kan genkende det, og jeg kan kun gætte på hvor mange frø det har nået at få spredt over hele haven. 

Glæden over at se de nyplantede stauder er ekstra stor da vi jo slet ikke har kunne nå at følge dem på vejen op. Masser af overraskelser gemmer sig derude. Desværre missede vi vist flere af tulipanerne - eller i hvert fald følelsen af at dvæle ved dem.

Tulipanerne her står i krukker foran Orangeriet. Smukke og elegante - selv nu de er i forfald. Selv om de har stået i læ, har de ikke kunne holde skansen imod den voldsomme regn. Nu er jeg heldigvis én af de få mennesker i verden der kan se det smukke i tulipaner der er på retur - det må jo siges at være en fordel. 

Men jeg er ikke ked af det som jeg har misset, og jeg får ikke stress over hvad der umiddelbart ligner et stort arbejde. Det gør jo ingen skade - og det gør ikke ondt at kigge på. 

Og det kan godt være jeg har været fraværende - men også nærværende et andet sted :-)

Når sommeren gør sit indtog - og hvalpene bliver større, så kan de komme med ud og hjælpe med at luge lidt. Og indtil da - så nyder jeg det vilde look.

Jeg vil nyde at opleve hvordan naturen selv finder vej, og laver sine egne små stilleben. Hvordan afblomstrede løg pludselig får lov at vise deres smukke frøstande, og hvordan blade og vildfarende aflæggere blander sig ganske som de selv har lyst til.

I Oragneriet er der også tegn på at jeg er fraværende. Pæonerne er ligesom ærteblomsterne ved at være godt klar til at blive plantet ud, men jeg trækker tiden med gentagene gange at klippe dem tilbage. Det skulle jo være så godt :-) Og jo - der bliver da vandet derude, men så holder aktiviteten også op.

Og så lige en update på de små stiklinger som tager alt min tid og alt min opmærksomhed.
Her er de......"ungerne" ♥.

Det går rigtig godt med de to små, og vi nyder dem rigtig meget. De går ihærdigt til mælkebaren og det ses på vægten. De viser glimt af deres personligheder, og vi får mange smil på læben når vi sidder og falder i svimer ved hvalpekassen.... og det sker stort set hele tiden.

Den ene af de to tøser skal jo blive boende her hos os - og være en del af vores lille familie. Hvem af dem det bliver, er endnu ikke besluttet. Den anden prinsesse skal bo hos vores gode venner Sanne og Bent - og derved har vi igen et søskendepar, et team. Det har en ganske særlig betydning for os, og vi glæder os over det.

♥ Smil til rodet - og smil til din hundehvalp ♥