onsdag den 25. juli 2018

Vores ferie ved Vesterhavet

Hedebølgen er over os, og imens mange af mine kollegaer stadig nyder deres velfortjente ferie, så er jeg og min søde mand jo tilbage på job. Men ferieminder har det jo med at bide sig fast.... og nogle mere end andre. Jeg lever meget længe på mine minder fra Vesterhavet. 


Vesterhavet kan noget magisk - her kan tankerne flyde frit og på forunderlig måde falder der en særlig ro over én. Den dybe dybe ro som jeg så brændende ønsker mig finder jeg her, og egentligt burde man kunne få skrevet sådanne ophold op på recept. Dosering og indikation.... "Middel imod stress, depression og tankemylder, 3-4 Vesterhavsferier årligt, afholdes sammen med ham du holder af og jeres hundebørn". Ja - og kunne man så liiiiige få lidt tilskud til sådan en ordination også - så ville det være helt perfekt.


Vi har flere gange haft ophold på Feriehotel Tranum Klit, og det er vi rigtig glade for. Det ligger lige i vandkanten, og det er fantastisk at kunne tage både den tidlige morgentur, og den sene aftentur med fødderne i vandet. Hundene er meget velkommen og det ligger i et meget smukt område.


Her er "tilpas kedeligt" - på den gode måde, og her er alle muligheder for bare at "være". Ja alt det man kan finde på at "være" i sin ferie - afslappet, fjollet, hygsom og glad - og sig selv.


Efter dage med masser af sol, strand og besøg i sommerbyerne omkring os, benyttede vi en lidt grå dag til at opleve nogle af de meget smukke områder syd for Tranum. Svinklovene kender mange måske pga det smukke gamle hotel som desværre brændte, men området omkring er bestemt et besøg værd. Det bakkede landskab stammer fra istiden, men hvem tænker på istid når man bevæger sig langs Vesterhavet..... ja det skulle da lige være is fra kiosken ;-). Det var smukt at opleve de fine grønne nuancer og det lyseblå vand - og særligt var det dejligt at opleve vindens blæsen om ørene.


Bulbjerg er også meget meget smukt. Mange besøger stedet da her ligger Danmarks eneste fuglefjeld, og så kan man se den flotte hvide kalksten. Kalken i sandet giver en effekt der får vandet til nærmest at lige noget fra troperne - men det er altså vores allesammens Vesterhav. Her er der gratis smil til alle, og god gratis motion når man skal af den lille trappe ned til stranden.


Hundene er rigtig gode til at være med os på tur. De elsker at opleve og være selskabelige, men bruger også tiden i bilen eller i ferielejligheden fornuftigt - de sover nemlig. I ferielandet er mange restauranter heldigvis afslappede når det kommer til hunde, og man må gerne have sin hund liggende ved bordet. Det er drønhyggeligt bare at være afsted sammen..... ingen stress og ingen tidsplan, kun planen om at hygge og opleve sammen.


En enkelt dag tog vi et par timer ved stranden - ja på den måde som de fleste gør, nemlig med solbadning, og en tur i bølgen blå. Hundene var selvfølgelig velforsynede med vand og Sarpa havde solcreme på sin lille hvide næse. Vi lå og nød solens stråler, selvfølgelig også under solcremen, alt imens der ivrigt blev gravet voldgrav omkring tæppet og holdt øje med de andre badegæster. Ja hyrdehundene fornægter sig ikke og flokinstinktet er stærkt og intakt, og det var ikke populært når en af os ville i vandet... men med i vandet ... det ville de alligevel ikke. 


De mange ture ved vandet blev nydt helt ned i maven. Det med at kunne lade øjet og tankerne vandre ubegrænset er fantastisk, og virkelig befriende. Horisonten er så langt væk at der ikke er noget der stopper én....  ingen ting til at forstyrre og begrænse dig, og pludselig virker det som om alting kan lade sig gøre. Det er en skøn følelse - og en følelse der er værd at gemme godt dybt inde.


Solnedgangene blev nydt hver aften. Kameraet var med, ligesom de tålmodige blikke fra hundene og det store smil fra fruen her. Aftensolen i ansigtet kan jeg nærmest mærke endnu.... og ferieglæden sidder stadig i kroppen selv om det nu er et par uger siden vi startede på jobbet igen.


Minder lever lige så længe man gemmer på dem i sit hjerte - og for mig har minderne fra vores dage ved Vesterhavet en ganske særlig plads.

FORTSAT SKØN OG DEJLIG SOMMER TIL JER ALLE

Flere af billederne er taget af Jesper - min søde mand :-)
Du kan besøge hans fotoblog HER hvis du gerne vil se flere smukke billeder.  

4 kommentarer:

  1. Flotte billeder - lige til en turistbrochure.

    SvarSlet
  2. Jeg har det helt på samme måde med Vesterhavet og billederne er skønne, dejligt at du deler jeres ferie med os 😊

    SvarSlet
  3. Dejlig beskrivelse - som at være med på bagsmækken.
    Det første billede, der ligner røg eller tåge er super flot.

    SvarSlet
  4. The blog are the best that is extremely useful to keep.
    I can share the ideas of the future as this is really what I was looking for,
    I am very comfortable and pleased to come here. Thank you very much!
    หนังออนไลน์

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.