onsdag den 11. marts 2015

Forår, ferie og fuglekvidder

Jeg har ferie...  helt igennem skøn og meget velplanlagt ferie. Ingen anede at vejret ville blive så fantastisk, og jeg føler mig utrolig heldig. Forårsferie er lige noget for mig. 

Lad mig bare sige det... jeg og mit kadaver havde bestemt brug for dage hvor vækkeuret ikke ville ringe kl 06.10, og hvor tiden var min egen. Men derfor kan man jo godt få noget udrettet og ordnet...... Jeg har ordnet i mange ting - og i dag har jeg taget hul på forårsrengøringen i Orangeriet. 


Jeg starter altid med dét hjørne hvor jernsengen står - og i år er ingen undtagelse. Alt ophold i haven bliver skønnere og mere behageligt når netop dét hjørne er rent og indbydende. Så derfor starter vi altid der.


Bevæbnet med Ajaxvand, glasrens og klude i forskellige afskygninger går jeg til angreb. Glasset får først en omgang med ajaxvandet for at fjerne det værste skidt, og så bagefter kan glaskluden og lidt spray klare resten. Ja vi har jo ikke grøntsager og andet i den stil derinde - så en almindelig rengøring er rigeligt fint til os.


Og man kan se hvor langt man er nået.....ingen tvivl om det. Sikke meget film og skidt der samler sig over sådan et par vintermåneder. Eneste minus er, at jeg nu ret tydeligt ser alt det skidt der sidder udvendigt. Tiden må vise hvad jeg når..og hvad jeg gemmer til en anden god  gang.


Sengetæpperne fik en vask, og gulvet under sengen en tur med støvsugeren. Herligt - så er der klar til  jeg kommer anstigende med tæpper og pudder i stort tal i morgen... dén dag det kommer ud er en særlig dag - og jeg glæder mig.


Kasserne som vi bruger til opbevaring under sengen, blev også lige kigget. Sikke mange sager jeg har. Nogle vil kalde det rod - men jeg kalder det nok bare for mit guld.
Ikke noget jeg skal bruge nu... men måske I kender dét med at man liiiige skal se hvad man har. Ja - jeg kan blive helt glad over sådan et gensyn. Jeg har jo ikke set de smukke glas og farver siden sidste år :-)


Så selv om mine fingre ligner rosiner efter alt det sæbevand, så har det været en skøn og effektiv dag. Fuglene har kvidret og flittigt besøgt haven. De er allerede ved at venne sig til at vi går derude - og bliver mindre og mindre sky for hver dag.
Jeg har også fugle i maven - sommerfugle. Vi snakker nemlig om 4-benet familieforøgelse - i stor stil, og jeg håber sådan at alt kommer til at gå liiiiige som vi drømmer om.

* Rigtig god aften til jer alle*

søndag den 8. marts 2015

En time gør underværker


Årets første forårsdag lokkede også os i haven i dag. Både haven og Orangeriet trængte til en kærlig hånd, men vi vidste, at ved fælles hjælp, så ville en time her og en time dér gøre underværker.


Den første dag i haven, dér ser man virkelig hvordan arbejdet skrider frem, og min søde mand fik den ide at sætte kameraet til at følge os. Derfor vil jeg gerne præsenterer en nyhed her på bloggen - en timelapse over vores dag i haven. Èn time i haven og én time i Orangeriet.

Ret sjovt syntes jeg :-)




Håber I også har haft en dejlig søndag. Måske med lidt mere sol end vi har haft, men mon vi ikke alle har haft følelsen.... "Jo - det er rigtig nok forår". 

*TIME IS FLYING*

lørdag den 7. marts 2015

Servering i vores nye fugle restaurant

Vores trofaste foderhus igennem mange mange år kunne bare ikke mere til sidst. Efter omkring 15 år med slid af vind, vejr og sultene og spidsnæbbede fugle, så måtte vi indse at det var på tide at få en afløser. Og afløseren skulle ikke være noget nyt og fancy. Nej vi ville bare gerne gentage succesen - og derfor stod der endnu en foderhus model "Foderlade" på vores ønskeseddel til jul. 


Og heldige os -  flere syntes at en foderlade var et godt gaveønske og vi var så heldige at få hele to nye af slagsen. Nogen vil nok mene at det var lige i overkanten med to - men ikke os. Vi så nemlig straks muligheden for at få et foderhus om i haven, noget vi længe har ønsket os. 


Vi nyder det rige fugleliv vi har, men flere kan selvfølgelig altid bruges. Sikke meget glæde, smil og oplevelser de giver os  - og sikke sjovt det er når vi begynder at kunne kende fuglene som "vores egne". F.eks er det de samme blåmejser som kommer hos os hver dag - og den ene kender vi fra den var helt utrænet som "pilot". Ja den er virkelig egen avl :-)


Og her er den så..... den nye foderlade som er placeret i "slangebedet". Det står lige uden for stuevinduet, og vi har allerede nu brugt mere tid hængende ind over sofaryggen for at kigge fugle, end nogensinde. Ja -  selv Lukla er helt forgabt i sit nye "fugle-tv". Det er virkelig sjovt.


Jeg forestiller mig at det også kan være spændende at kunne fotograferer dem på nært hold...  og ja jeg kan godt se at  mine vinduer trænger til en meget  flittig pudseklud inden dét projekt bliver nogen succes :-) Jeg er bare så begejstret for endelig at få det op, at jeg ikke kunne vente med at vise jer det...  og fuglene derude selvfølgelig også.


Det er placeret lige ved siden af kastaniehegnet. Tanken er, at det skal se ud som om det er en del af hegnet. Lige nu er der jo ret brunt og trist derude, men kan du ikke lige se for dig hvor fint det bliver med ærteblomster og roser klatrende omkring sig? Det kan jeg - og jeg kan slet ikke vente.
Det er placeret forholdsvis lavt, men vi tror det er ok. Selv om Lukla er en sød hund der godt kan  li´ katte - så har kvarterets katte ikke opdaget det, og de holder sig væk. Og placeret på denne måde så tror jeg også det vil "smelte" perfekt  sammen med bedet.


Den anden foderlade er ikke på plads endnu, men det kommer den snart. Den skal sidde lige dér hvor den pensionerede foderlade var.... det var nemlig et rigtig godt sted blandt syrener og brombær.

Så vi er klar... helt klar med fuglerestauranterne til de næste 15 år. Her serveres STORE mængder fuglefrø, fedtkugler og jordnødder. Paparazzi og lange blikke fra stuen kan forekomme, men risikoen for forstyrrelser af katte er minimal.

*Velbekomme*

fredag den 6. marts 2015

Ternede løg, tankemylder og havefeer.

Naturen er forunderlig, og nye ting og oplevelser derude overrasker mig på mange fronter gang på gang. Men der er også ting som jeg kender så godt - og som jeg alligevel bliver lige fascineret over hver gang. 


Èn af dem er Vibeæg. Ja jeg kan bare slet ikke forstå hvordan naturen kan lave sådan nogle små ternede kronblade - det er jo så underligt og unaturligt at det er helt surrealistisk. Jeg forsøger at forstå hvordan arvegangen bestemmer farverne hos fx hunde - men denne her kan jeg virkelig ikke begribe. Hvor er logikken mon? Jeg har brugt en del tid på at dvæle ved synet af den... og ladet tankerne svæve afsted i et forsøg på at finde svaret.

Er den også ternet inde i løget? Eller er der mon en lille havefe der suser rundt med en lille pensel og maler det sirlige mønster om natten? Nej - det er der nok ikke, men jeg har smilet ved tanken mange gange.


Måske der sidder én eller anden derude der kan forklare mig det - for måske findes svaret faktisk. Men omvendt er det jo også ret interessant ikke at vide det præcist. Hvorfor skal vi egentligt vide alting - og hvorfor er vi mest trygge når vi er helt sikre? Det er jo egentligt også et ret charmerende eventyr - eventyret om det ternede vibeæg.

Nej - ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk ikke jeg vil vide det. Jeg nyder at lade tankerne flyve afsted, imens jeg dvæler ved synet af den smukke forårsbebuder, og jeg nyder hvordan den ene tanke tager den anden, og jeg pludselig er et helt andet sted. Måske et sted med ternede løg og feer, og måske et sted hvor jeg finder svar på mange af de andre ting der faktisk findes brugbare svar på.


Tidsspilde og tankemylder.... men fantastisk dejligt for kroppen og sjælen. Og i en tid med stor focus på vores stressede liv, så vil jeg da gerne anbefale dig at gøre det samme.  Nyd synet af noget forunderligt der fanger dit øje... tillad dig selv at flyve væk, og nyd at du pludselig har fået ro i kroppen i en kort tid.

Snart har jeg ferie... og så skal jeg i haven. 
Ud og nyde have, opleve den forunderlige natur - og kigge efter havefeer :-)

onsdag den 4. marts 2015

Ting med tiltrækning

Det er ingen nyhed herinde på bloggen.... jeg er en tingfinder, en samler og én som kan forelske mig i de mest specielle ting. Nogle ting har bare en utrolig tiltrækning på mig, og jeg får en utrolig følelse af "dén må jeg eje". Heldigvis er det som oftest ting som er "inden for rækkevidde", og vi behøver ikke at tage lån i banken, for at vi kan få de fine ting med hjem.
Og gæt engang - jeg har gjort det igen :-)


Sidste weekend var vi på tur - loppetur endda. En del af planen for at få mig i omdrejninger igen efter de alt for mange dage på langs, og det var en god tur. Hos Tingfinderiet forelskede jeg mig i denne skønne lille svane. Den stod bare dér og kiggede på mig..... SUK..... og heldigvis var min mand så klog at bede mig om at tage den med. Han er nemlig den der kender mig aller aller bedst - og så sparede vi også at måtte vende bilen på vejen og tage tilbage efter den :-)


Og hvad  er det så for en lille særlig svane? Ja - det er ifølge sælger en Belgisk "afløbsrist". Sådan en som har siddet i fx en vask, og dér har den opsamlet skidt og ras, imens vandet har kunne løbe igennem. Og den er fin... så fin at den er lavet af sølv svarende til vores "to-tårnede". Fornemt og finurligt - og uimodstålig.

Ja her skal den naturligt ikke bruges i nogen vask. Den er smuk i alt sin enkelthed, og så tænker jeg at forsøge mig med noget med nogle blomster også.


Og her en anden lille ting som I skal se - et gammelt brilleetui som jeg med det samme vidste ville være den perfekte lille lomme til mit "hækleudstyr". Nu ligger grejet godt og fint, samlet for nemhedens skyld, og sikret så ingen stikker sig på saksen når grejet skal med på tur.
Jeg fandt det hos Pigekammeret - og så til hele 35 kr :-)


Skattejagt er guld værd - godt for sjælen, spændende og så er det super hyggeligt.

*A smile costs nothing but gives a lot*

fredag den 27. februar 2015

GARDENPARTY I TANTE GRØNS HAVE

GARDENPARTY I TANTE GRØNS HAVE


Jeg ved at der er mange af jer, der lige som vi, nyder Tante Grøn´s smukke og inspirerede have. 
Måske du har besøgt haven nogle af de andre gange de tidligere har åbnet havelågen, 
eller måske du har "betrådt stierne" ved at fordybe dig i bogen om haven. 

Nu inviterer de igen inden for..... og jeg tænkte at der måske er andre end os, 
der ikke vil lade muligheden for at besøge haven gå vores næser forbi.
 Derfor iler jeg med at dele deres invitation til endnu et gardenparty.....   
det bliver nemlig både godt, spændende og med garanti super smukt. 


Alle info er sakset fra Jytte og John´s hjemmeside tantegrønshave.dk 

Håber vi ses :-)
Havehilsner fra Susan 



Igen i år åbner vi, på udvalgte datoer, havelågen i vores private have, og inviterer haveelskere og andet godtfolk til Gardenparty. Vi har sammensat et party-program med en flok dejlige og fristende ”special guests”.

Tid:
Weekenden 16. og 17. maj kl 13:00 til 17:00.
Pinseweekenden 23. og 24. maj kl 13:00 til 17:00
Weekenden 11. og 12. juli kl 13:00 til 17:00

Sted:
Stensagervej 9 Flade, 7900 Nykøbing Mors.

Entre:
kr 50,-. Børn under 12 gratis adgang i selskab med en voksen.

Hunde er dejlige, men har ingen adgang.

Vi byder på en kop kaffe/the og lidt sødt til den hule tand.


Program

Lørdag d. 16. maj

Gurli Lynggaard fra Butik Nostalgi/Købmandsmuseet har salg af lækre havelopper og antikviteter.

Anne –Marie Pedersen fra Lønbæk Planteskole har salg af spændende og meget sjældne buske og træer.

Pilefletteren Marianne Hansen demonstrerer og sælger sit smukke kunsthåndværk.

Salg af sjældne syrener. Salg af rustikt jernkunsthåndværk til haven fra Rosenbuen.

Søndag d. 17. maj

Anne Svane fra ”Staudestedet” med det unikke og imponerende planteudvalg, sælger uimodståelige stauder.

Betonstøberen Hanne-Lis Lovmand demonstrerer én af tidens store trends, - betonstøbning. Der vil også være en salgsbod med beton-herligheder.

Salg af sjældne syrener samt rustikt jernkunsthåndværk til haven fra Rosenbuen.


Lørdag d. 23. maj 

Keramiker Helle Nørby sælger smuk botanisk brugskunst i form af fantastiske udsmykningssten og unika kunsthåndværk til hus og have .

Blomsten og Krukken v/ Marianne Andersen har en salgsbod med lækkerier til haven.

Salg af sjældne syrener samt rustikt jernkunsthåndværk til haven fra Rosenbuen.

Søndag d. 24. maj

Igen har vi fornøjelsen, at kunne præsentere Helle Nørby og hendes unikke keramik for jer.

Den legendariske Ole Heide fra Heides Planteskole, holder foredrag om sin livslange syren-passion.

Blomsten og Krukken forkæler os med endnu et besøg.

Iben Riis (tidligere Butik Frk Iberis, Middelfart ) sælger sine eventyrlige blomsterkreationer.

Har du lyst til at blive blomsterstylet og fotograferet af Iben Riis, har du her en helt enestående mulighed. Book en aftale i rigtig god tid, da der kun er begrænset plads. Her gælder ”først til mølle-princippet”. Info og booking på 97740382.

Salg af sjældne syrener og rustik jernkunsthåndværk til haven fra Rosenbuen.

 

Lørdag d. 11. juli

Atter engang får vi kærkomment besøg af Gurli Lynggaard med skønne havelopper og antikviteter.

Salg af sjældne og flotte hosta v/ Ester Knudsen, Enemærkets Hostahave.

Hanne – Lis Lovmand gæster os endnu en gang , med inspirerende demonstration og salg af betonstøberier.

Salg af roser og Rosenbuens kunsthåndværk i jern.

Søndag d. 12. juli

Anne Svane fra Staudestedet aflægger os endnu et dejligt besøg med sit uhyre fristende og enorme planteudvalg.

Det samme gør Ester Knudsen fra Enemærkets Hostahave. Vi skal igen nyde synet af det flotte og varierede hostasortiment.

Salg af roser og Rosenbuens kunsthåndværk i jern.


Del gerne invitationen med alle dine havevenner.

*Måske vi ses i Flade på Mors?*

torsdag den 26. februar 2015

Mirabeller i blomst


Søndag var en sjælden flot dag. Det er længe siden vi har haft så meget lys - og den blå himmel strålede om kap med mit humør. Mirabellegrene som søde venner havde sakset til os står i blomst og i den skarpe sol blev de nærmest helt selvlysende. 


Jeg vidste det blev en god dag - og synet i vindueskarmen gjorde det kun bedre. 


Jeg bliver vist nød til at finde ud af hvor jeg selv kan finde mirabeller her i nærheden. De er simpelthen for fine. Tænk at have den luksus at kunne plukke løs... til alle vaser og krukker... ja også dem i orangeriet. 


De dufter virkelig fint. Ikke overvældede og "for meget" ..... bare sådan ganske lidt og fint. Foråret fornægter sig ikke... synet og duften gør godt... rigtig godt endda. 


I dag har jeg været i orangeriet.... bare lige en halv time på sengen i formiddags imens solen stadig var gavmild med varmen. Sikke en lettende oplevelse at nyde synet af den blå himmel og fuglene der myldrede rundt  Snart er jeg klar til at tage fat igen.... og så skal der ske ikke mindre end 1000 ting derude. Jeg glæder mig til at få foråret helt ind under neglene. 


Men indtil da.. så nyder jeg foråret inde fra stuen :-) Helt stille og roligt.... og tålmodigt.


*Smil*

søndag den 22. februar 2015

Forårsglæde

Jeg er skruk...."forårs-skruk". Forberedelserne til foråret og den kommende sommer er  allerede over alt i nyhedsmails og reklamer, og jeg er meget nemt påvirkelig. 

Jeg har lyst til at få det hele - alle de smukke dahlia og alle de fine frøpakker..... og jeg ved jo godt at det hverken er muligt eller særligt pænt når det kommer til stykket.


Her er de godteposer vi allerede er forfalden til. Latyrus fra Claus Dalby´s sortiment - købt på tilbud på Bilka´s weebshop. Vi ville ikke risikerer at mangle hans Latyrus igen i år, for det er uden sammenligning de bedste frø vi har prøvet.

Og så lige et par af den fine Dahlia "Evelyn". Det er en af mine ynglings, og én af dem jeg hvert år siger "den må jeg ha´ flere af".

Og skal du så ikke ha´ flere Susan? Jo da - det skal jeg bestemt. Egentligt havde jeg bestemt mig for endnu en tur i Bilka efter en ordentlig omgang dahlia, for den nye reklame mindede mig lige om hvor meget jeg pludselig manglede nogle flere af slagsen.


Men da jeg endelig fik hoved til at tage min længe savnede rundtur i blogverdenen -  så fik jeg pludselig andre ideer. Linda Irving - med den meget fine og levende blog "Casa Asti" fortalte om hvordan hun havde handlet hos Blomsterverden.dk og tænk... der var en butik jeg slet ikke kendte. De har sørme fine priser - og Linda fortæller at det er fine varer de leverer. Der vil vi lige fordybe os - og med garanti lade os friste.
Besøger du Linda´s blog vil du også møde Alma, hendes super skønne lille 4-benede havehjælper.


Men foråret er jo også planlægning af køkkenhaven. Jo jo...vores anden sæson som  køkkenhave ejer har vi virkelig glædet os til. Vi havde uendelig stor glæde af vores højbed sidste år, og vi tænker derfor også på stikløg, kartofler og frø til køkkenhaven.
Hvilke kartofler er mon bedst til vores spande? Er der nogen der giver bedre udbytte end dem vi havde sidste år - og ER det muligt at proppe flere ned i sådan en spand ? :-)
Ja vi er allerede meget klogere i år end vi var på samme tid sidste år - det er godt nok spændende.


Men indtil vi kan nyde det hele i foråret og sommeren - så må vi jo forsyne os så godt vi kan her i vinteren. Stedmoder fra grønttorvet er nu en ganske særlig glædesbringer.

*Rigtig god søndag aften*

tirsdag den 17. februar 2015

Blomster, glæde og noget om datoer.

Det har været nogle hårde dage i de sidste uger. Lige nu ligger jeg på langs med forkølelse og ørepine - og jeg føler mig temmelig slidt. 
Men alligevel er der smil og glæde - for uanset hvor træt man bliver af tanker der suser rundt i hovedet, så er vi omgivet af ene søde og skønne mennesker.... og vi har hinanden. 


Èn af mine kollegaer har en temmelig god "mærkedage-hukommelse", og derfor var der en meget kærlig hilsen og smukke blomster fra alle mine kollegaer i fredags. Ja - min søde mand og jeg går ikke så meget op i datoer og mærkedage, men sagen er at det var vores Kobberbryllupsdag.


Vi vidste godt at det var "vores dato"... men at det skulle var noget særligt.... det havde vi ikke lige bemærket.  Så overraskelsen var stor - over deres søde og varme tanker til os. Buketten var selvfølgelig i de dejligste varme "kobber-farver".


Meget meget sødt og kærligt ment, har vi fået hilsner og kram fra familien og venner. Det er altid dejligt at mærke at folks kærlige tanker - men vi havde virkelig ikke set dagen som noget "særligt". Vi fejre hver dag, nyder hver dag - og sætter pris på hinanden hver dag. Og det er også nemmere at huske end "12 ½ år".

Men derfor er der igen fine buketter og lækkerier i vaserne, og det er lige til at smile over. Buketten her ved påskelammet er blandt andet bundet af klematis, juleroser og hyacinter. Virkelig smuk.


Gode venner har forsynet os med de smukkeste forårs bebudere.... mirabellegrene. Snart springer de  ud - og foråret indtager stuerne.


Grøntorvet - min faste "løgplante-pusher" har for tiden masser af forår i krukker. Et par dage inde i varmen, og så er der blomster, farver og dufte i hele huset.


Buketten her...den er virkelig smuk. Franske anemoner og perlehyacinter - jeg syntes den er noget ganske særligt.


Grenene var i rigelige mængder - tænkt en luksus at kunne fylde alle vaser i alle rum med friske mirabellegrene...... med garanti plukket med kærlighed og gode tanker.


Og denne særlige pil. Sjov og finurlig -  og helst sin egen. De små "dutter" vokser for hver dag inde i varmen,  og den bliver mere og mere lodden hver dag. Et sjovt indslag, og gæslinger er virkelig nuttede :-)


Min pc er stadig usamarbejdsvillig, men da datoen for garantien har ventet læææænge på at jeg kunne ta´  mig sammen til at sende den væk, så er den overskredet. Ja - os og datoer!!!
Nu må andre muligheder undersøges - alternativt, må den rejse til de evige pc-marker.

*Smil*