søndag den 7. oktober 2018

Sensommer i glashuset

Ja det er ikke meget vi har brugt vores glashus i år... ja faktisk har vi aldrig brugt det så lidt. Men sommeren har vist heller ikke været så fantastisk i uendeligt mange år, og vi har slet ikke haft det samme behov for at sidde skærmet for vind og vejr. 


I perioder har vi kun sneget os derinde for at vande - det har været ganske umuligt at holde ud at være derinde. Nååååe jo  - hundene har gladeligt nydt en middagslur inde i varmen, men de er altså også særligt varmeelskende. Trods vi har lette gardiner til at skærme for solens stråler så har det ikke kunne holde temperaturen nede, og vi - og oliventræet, har måtte trække os uden for. 


Men vores pelargonier har holdt stand, og selv om de ikke er helt så frodige som mange andre år, så har alle været i god vækst. Blomsterfloret har været lidt mindre, men det kunne jo også have noget at gøre med, at jeg ikke har fået nippet de visne blomster af så hurtigt som jeg normalt ville. De står nu flot med blomster og lidt gullige blade - og duften den kan jeg stadig nå at nyde. 


Som alle andre år er det omkring denne tid at tankerne melder sig..... "hvornår skal planterne mon ind for vinteren?" Ja endnu er det for tidligt, men jeg ved at lige pludselig så slår vejret om og der er kort tid at gøre godt med - ja det kan også være at det måske ikke bliver koldt, men bare surt og vådt at gå ude i, og så er det altså godt at være på forkant med det store arbejde. 


Men det føles lidt underligt - for hvor blev de stunder af som vi plejer at ha´ herinde. Duften af pelargonier når de bliver nusset og ordnet, og genskæret af de hvide og sart rosa blomster når tusmørket falder på. Ja jeg ved det jo godt... de blev byttet væk for de mest fantastiske stunder ude i haven - sol og varme, og lange vidunderlige sommeraftener. Det har været uendeligt dejligt - og det bytte er egentligt helt okay med mig.


Men jeg har savnet de små ting som gemmer sig derinde. Fine små fund, smukt botanisk brugskunst og stemningen af hule. Jeg er tingfinder og redebygger, og jeg elsker at omgive mig med smukke ting som betyder noget for mig. Den smukke sten fra By Helle Nørby er en af mine ynglings..... smuk og enkel, og ja... bare virkelig smuk.


Man skulle også tro jeg havde startet en samling af vandkander..... det er ikke helt korrekt, og så alligevel. Jeg ville elske at have en smuk samling af kander - brugbare vel og mærke, men det har jeg ikke. Det er øjensynligt svært af finde en kande som er både lille og pæn, tæt og som ikke stopper  blot der der kommer blot et lille blad fra nedløbsrøret med i vandet. Og indtil den rette kande en dag finder vej hjem til mig, så sjusser jeg rundt med min lille samling af utætte, tilstoppede og ubrugelige kander :-)


I dag er en smuk dag, og solen skinner ned til os. Forude venter en uge med meget lune temperaturer for årstiden, og jeg håber at få mulighed for at nyde det hele sidst i den nye uge. Det er altid hårdt når hverdagen skal igang igen efter sådan en sygeuge som jeg lige har haft, men jeg håber og tror at lidt selvforkælelse sidst på ugen vil gøre underværker.

Rigtig god søndag til jer alle 

4 kommentarer:

  1. dejlig du er på benene igen. Forhåbentlig kunne du hygge dig lidt i drivehuset trods sygdom.
    Uhm den duft af peleragonia, Jeg drømmer om en hel samling, men jeg har ikke rigtig et vinteropbevaringsted. Så jeg nøjes med en enkelt i ny og næ.
    Vi må nyde den kommende "løvfaldssommer" trods jorden egentlig hellere ville have regnvejr, i hvert fald her hos os.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Godt at din dumme uge er overstået, Susan! Hvis I venter lidt med at pakke glashuset ned, kan I så ikke nå nogle dejlige dage derude her i efteråret? Det er forår og efterår jeg for alvor ønsker mig et glashus fordi jeg tænker det kan forlænge udesæsonen.
    Under alle omstændigheder var det - som altid - rart at besøge dig herinde. Jeg elsker dine billeder :-)
    God ny hverdagsuge til dig!
    Knus fra Nana

    SvarSlet
  3. Hvor er det dejligt du er på dupperne igen. Jeg har heller ikke været meget i gladhuset, men har stadig pelargonier derude, som du. Hvor opbevarer du dine om vinteren? Mine skal op på mit værelse hvor der er køligt men stadig lyst.
    Tak for dine smukke billeder, selvom jeg savnede et par af hundene ;)
    Rigtig god aften søde

    Knus, Lone

    SvarSlet
  4. PS
    Stenen med guldsmeden fra By Helle Nørby er så skøn

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.