søndag den 10. juni 2018

Sikke en sommer

Det har været nogle helt fantastiske dage - sol, varme og masser af sommer. Ja selv om det har været meget tørt så hører I ingen klager herfra, da jeg er stor fan af lange lune sommeraftener og den sjælero det bringer med sig. 

New Dawn
Nogle andre som heller ikke klager over varmen er vores roser. De har i år sat virkelig mange knopper - og nu står haven i det største blomsterflor jeg kan drømme om.


Ja roser som jo skulle være så nemme at passe, har i nogle år udfordret os, men nu ser det ud til at vi er ved at blive gode venner, og de kvitterer nu venskabet med masser af blomster og den mest eventyrlige duft.

Raubritter
Og duften er virkelig som taget ud af et eventyr. Vores have er jo lille og indkranset af hegnet og huset, og da roserne står tæt, og duften bliver hængende i luften, så fyldes hele haven af naturens fineste parfume.


Varmen har givet duftene nogle ekstra "noter" og vi har dagene igennem kunne følge hvordan den har ændret sig. En luksus man kan nyde, når man som jeg, har været så heldig kun at skulle arbejde én dag i denne uge. Dagene har været fri til lige hvad jeg havde lyst til.... og en af dem har været at nyde vores sommerhave.

Heidi Klum
De høje temperaturer har jo selvfølgelig været hårde for de udsprungne blomster. De er hurtigt begyndt at se lidt trætte ud og efter et par dage har de hængt med hovederne. Heldigvis er der jo så nye blomster på vej.....

White New Dawn
En af de nye roser er den hvide New Dawn som står ved hegnet ud mod vejen. Den har jeg ventet særligt spændt på - for er man fan af den almindelig Nev Dawn så må man jo også eje denne ik´ ;-)
Jeg er absolut ikke blevet skuffet. Den gror rigtig godt og har allerede indtaget en god del af hegnet, og så dufter den rigtig godt.


Ja beddet langt hegnet mod vejen står også virkelig i fuldt flor. Det er en ret varm plads i haven, og nogle af de mest udsatte stauder har fået en tår vand i varmen. Men bierne er ret vilde med det, og de store Katteurt er meget velbesøgte. Næste år får de vist lige et "støtte-stativ" at læne sig op af - hvis jeg altså husker det.

New Dawn
Vi har nydt at have en have som både kan give skygge og sol, og hvor der også er både steder med læ og lidt vind. Det store gamle æbletræ har været et dejligt svalt sted til timerne omkring middag, og ellers har vi kunne flytte os rundt og også fået aftensolen bagerst i haven.


Græsset er som alle andre steder ret svedent. Hundenes "tisse-pletter" gør ekstra skade når det er så varmt, men det lever vi med. Regnen der er kommet i dag har allerede gjort godt - og græsset ser også nu grønnere ud.


Da vi i går kunne se at regnen var på vej, løftede jeg mig fra lænestolen og klippede nogle buketter. En rosen-symfoni som der i aftes gjorde os selskab til vores aftendrink til ud på natten. Endnu en af de smukkeste og dejligste sommeraftener...... den slags om jeg elsker så højt.

I dag har vi fået regn - tiltrængte 12 mm regn. Lidt underligt og søvnig at være bænket inden døre hele dagen, for kun morgenmaden nåede vi uden døre imellem bygerne. Jeg håber sommeren vender tilbage i stor stil, og at de køligere temperaturer ikke bider sig fast. Der venter fødselsdage og havefester forude - og mange flere sommeraftener under åben himmel.

God søndag aften til jer alle

6 kommentarer:

  1. Du hører heller ikke mig klage over sol og varme. Ih, hvor har jeg nydt det!
    Jeres have ser så smuk ud. Roserne er virkelig fine!
    Fortsat god sommer, Susan! Vi håber der kommer lidt regn af og til og ellers bare masser af sol og varme :-)
    Kh Nana

    SvarSlet
  2. Det var da en fantastisk og frodig have, du har! Hvor er roserne smukke, jeg kan næsten dufte dem :)
    Ingen klager over sol og sommer fra mig - men måske lidt klage i dag over blæst og sølle 16 grader. Jeg har ikke shorts på for første gang i 3 uger. Sikke en uskik :D

    SvarSlet
  3. Wow så utroligt smukt der er i jeres have. Helt vidunderligt.
    Her stormer og regner, og der er kun 12 grader. Meget underligt at det kan skifte så meget på så kort tid. Fra 30 til 12 grader på et døgn,
    Lad os håbe det vender igen snart.
    Rigtig god dag til jer og de skønne vovser.

    Knus
    Lone

    SvarSlet
  4. Heldige jer der har fået regn. jeg er misundelig. Godtnok har jeg nydt vejet til en vis grad, meen temperaturer over 25 er ikke mig, ikke så mange dage af gangen og slet ikke når alt tørrer ud omkring mig, så går det sjove af.
    Den hvide New Dawn ser da rigtig yndig ud. Er den lidt mere enkel end den alm New Dawn, det ser sådan ud.
    Tørstene hilsner Gunvor

    SvarSlet
  5. Haven ser vel nok smuk ud med de mange roser i skøn dans med diverse stauder :-)
    Tillykke med regnen. Jeg er svært misundelig.
    Mange hilsener Lisbeth

    SvarSlet
  6. Your garden is fantastic. Lovely photos. :)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.