lørdag den 31. august 2019

Sensommeren summer

Efter nogle måneders stilhed herinde er det vist på tide at gi´ et lille livstegn. Og med en have som summer af insekter omkring mig, så er det vist det oplagte at starte ud med at vise hvordan haven ser ud i dag - en august dag som er lige på springet til at blive september.


Jeg har været så heldig at kunne starte min weekend allerede onsdag aften og med en ret fin vejrudsigt så har jeg glædet mig til at have god tid til at være i haven. 



Ja det er ikke kun bloggen som har virket lidt forladt - det har haven også på nogle punkter. Men fordelen ved flere dage til "egen-bestemmelse" er at man kan tillade sig at drømme og planlægge lidt større end en almindelig fridag.


 Og jeg... jeg drømte altså om at få ordnet området foran vores drivhus. De store buksbom som står på hver side af trappen trængte gevaldigt til en klipning. Det er ikke et stort projekt - men ikke noget jeg har så nemt ved mere. Men når dagen er go - og klipperen er ladet op, så ku´ det alligevel godt lade sig gøre.


Med rene liner på de nyklippede boksbom - så ser man tydeligt hvordan det roder omkring dem. Så det gjorde godt at få ordnet bedene og stierne - og så lige få flyttet lidt rundt på havens krukker.


Den store krysantemum kom med hjem fra planteskolen, og selv om den virker meget ordinær så er den rigtig god til at lyse op med sine fine farver og overdådighed af blomster. Insekterne er godt nok ikke spor interesseret i den - men måske det kommer når den har stået lidt tid.


Noget insekterne til gengæld gerne gider - det er vores "mini-hjortenstrøst". En skøn lille og praktisk plante - særligt når man som vi ikke har så stor en have. Den passer perfekt i bedet foran drivhuset, og det er ét af sommerfuglenes ynglingssteder. 


Forskellige bier og fluer er også glade og flittige gæster, og jeg - jeg er også så begejstret for dem, at jeg planlægger at få flere af dem ind i haven.


Jeg kan ikke byde ind med klagesang over manglende insekter i vores have - vi har haft virkelig mange igennem hele sæsonen. Måske folk skal plante mere vildt og droppe ønsket om at kunne se bar jord? Jeg ved det ikke, men hos os har det summet og svirret lystigt. 


Vores kæmpe Verbena er særligt skønne i år. Jeg plejer jo at tage en del ind i buketter, men i år nænner jeg det næsten ikke. Der sidder altid enten sommerfugle eller bier i dem.... og hvem ønsker at forstyre nogen midt i deres spisetid?


Vores have bugner også af nedfaldsæbler - lidt i overkanten faktisk når man ikke så gerne vil have hvepsene til at indtage det hele. Nej - hvepse er ikke populære her, og det er ét af de få insekter som står på dén liste. Men det er simpelthen for farligt med hvepse der kravler på græsset når hundene færdes her - for et stik kan, hvis man er uheldig, taget livet af en hund. 


Men æblerne er også populære - for både hvepse, fluer og sommerfugle altså. Og jeg kan love at de bestemt også får rig mulighed for at mæske sig imellem de daglige indsamlinger. 


Måske det er ved at være på det sidste med sommertemperaturene, men jeg har besluttet mig at nyde det max, og så bare se hvor længe det holder.  Jeg kan næsten ikke få nok af sommerfølelsen, og da sommervarmen ikke var deltager i vores sommerferie, så er sådanne weekender her et herligt indput.


Og indtil vi ses igen.... nyd varmen, sommeren og måske en kølig drink på jeres yndlingsted. 


SKØN WEEKEND

søndag den 2. juni 2019

Når man ser sin have tæt på.....

Da vi i torsdags var på havevandring havde jeg macro-objektiovet på kameraet. Det sker ikke så ofte desværre, men jeg skulle måske til at gøre det lidt mere. Tage mig tiden og roen til det - og få nørdet lidt mere end jeg plejer at gøre.


Jeg er jo helt vild med små detaljer og jeg tænker også ofte på om der mon er andre end mig der ser alt det småtteri som jeg gør. Og kameraet kan jo om noget gå tæt på alt det som man ellers ikke rigtig ser, og jeg overraskes altid over hvad der gemmer sig af mønstre og strukturer når man går sådan rigtig tæt på.


Farverne bliver ofte mere doucede og bløde når man ser dem sådan helt tæt på - og det er sjovt som mange stængler får "pels" og ser lådne ud.


Alle de små fine "lag" og det der skal blive til kronbladene ligger så fint og tæt indtil blomsten folder sig ud, og når den står fuldt ud og strækker sig imod lyset, så kan de elegante støvdragere og det aller inderste i blomsterne tydeligt ses.



Klematis er særligt elegante - og smukke at betragte sådan helt tæt på. En af mine ynglings :-)


Regndråber på løvet og kronblade er noget magisk i sig selv. Særligt hvis solen vil kigge frem efter bygen kan man se alle de små "spejle" der funkler overalt i haven.


Særligt løvefod er jo med sine lådne blade perfekt til at fange regndråberne, men derfor er de glatte blade også smukke når de er fyldt med perler.

 

En af mine farvoritter i haven lige nu er den hvide akeleje. Den er helt fantaskisk og lyser så fint op i alt det grønne. De små vandperler på de hvide kronblade er næste usynlige - men jeg syntes de er så fine og elegante.


Akelejer får mig til at tænke på både feer og fabeldyr - og når jeg ser den sådan helt tæt på, så kan jeg jo godt se hvor det kommer fra. Hvad kan du se i billedet herunder??


Ja der er mange små detaljer at se hvis man blot kigger godt efter. Alt dét som bierne glædes over når de summer rundt. I torsdags var der ingen bier på grund af regnen, men når solen skinner - så er de der.


Jeg nød turen rundt med kameratet, og jeg nød at kunne se det hele lidt tættere på. Når man dykker ned i haven, planterne, detaljerne med kameraet - så er det hele så simpelt og enkelt. Så kan man rent faktisk nemt overskue det hele. Og dét ... det er egentligt ret fantastisk. 

Jeg håber også I har nydt at kigge med - og måske også selv fået lyst til at se det hele lidt tættere på.  


HAPPY GARDEN

torsdag den 30. maj 2019

Haven på en fridag

I dag har vi haft fridag - sammen altså. Forårets helligdage lander godt nok ofte på mine almindelig fridage, men når det betyder at Jesper også kan holde fri så betyder det ingen ting. Derimod er jeg lidt skuffet over at vejret ikke kunne vise sig lidt bedre end det vi har fået os.... men jeg håber på det hele snart vender og sommeren kommer. 


Men haven står virkelig flot. Frisk og frodig - og alt det grønne er virkelig intens. Farverne flyder sammen i et mønstret tæppe, og et lille frodigt "have-patchwork" viser sig bag hegnet.


Geranierne som for ikke længe siden blev studset til fordel for over 60 nye planter, ser stadig lige vilde og frodige ud - og snart er det igen ikke muligt at gå tørskoede rundt på havestierne. Ja frodigheden råder - og selv om regnen de sidste dage også har taget lidt af pynten af nogle af de mange blomster, så ved jeg at mange flere er på vej.


Den store og gamle rododendron som blev opstammet dér for 3 år siden, står stadig flot. Ja nu hvor den er er i blomst står den ekstra flot, og jeg kom til at tænke på at der jo sidste år slet ikke blev nogen blomster. De visnede simpelthen inden de nåede til blomstringen, for den kunne slet ikke li´ tørken der startede tidligt. 


Alt står virkelig frodigt under den. Lidt for meget vil nogen nok mene, men jeg kan godt li´ det. Der er ingen ting at luge, og hvis noget bliver for meget af alle de såede frøplanter, så kan vi jo bare hive dem op igen.


I den store rodendendron gemmer sig en redekasse med blåmejser, og lige uden for vores stuevindue ligger fru solsort på sin rede. Et ret smart sted til en rede syntes jeg. Foderhuset i jern er det perfekte sted at søge ly og de store roser som slænger sig over den, gør reden helt usynlig. Ja usynlig ude fra altså - for fra stuevinduet har vi frit udsyn. Smart placering når man gerne vil se på fugle der spiser sin frokost - men særligt måske når det er en rugende fuglemor der er udsyn til.


Apropros unger..... Så har vi i denne uge besøg af Nyima som jo er Sarpa´s søster. Det er altid hyggeligt at se dem sammen, og Nyima er en virkelig glad og fantastisk hund.


Hun er altid med på sjov og ballade, og så er hun helt med på at stikke snuden i alt dét som også Lukla og Sarpa syntes er interessant.


Efter vi har fået os den længe ønskede gårdhane, og jeg derfor ikke har stort behov for at have et ekstra vanddepot i haven, så er det store zinkkar ved gavlen af drihuset flyttet. Ekstra plads kan man altid bruge - og jeg syntes også lige jeg manglede lidt "miljø" netop dér. Endnu en opstilling og samling af planter og små ting - ja lige præsist :-)


På havebordet står små potter med akelejer som i foråret blev fjernet fra nogle af de store hortensiakrukker. Ja de var selvsåede og alt den slags har jeg normalt bare fjernet og smidt væk. I år har jeg nænsomt plantet det hele i egne potter, og alt har vist sig at være fine små planter som har bragt mange smil med sig. Tænkt hvis de også i år var blevet fjernet - så havde jeg ikke haft så fine akelejer at nyde nu. Jeg er klart fan at dét der "farisæer-omplantning".


Jeg er faktisk fan af utroligt meget når det kommer til planter.


Der har jo ikke været "skal-vi-sætte-os-ud-i-haven-vejr-i-dag", men derfor kan man jo godt tage på havevandring og på tur med kameraet ik´? Både vi og hundene skal jo følge med i hvad der er sket siden sidst - ja jeg har blandt andet tjekket om de ærteblomster jeg har sat skulle bindes lidt op, og om de plantede geranier var begyndt at kigge op over jorden.


Hvad hundene har ordet i ved jeg ikke helt.... men det var helt sikkert at de hellere ville kigge op end på mig da familiefotoet skulle tages.


Min søde mand fandt også macro-objektivet frem til mig og hva´ den fotosession endte med dét kan I se i næste indlæg :-)


Rigtig god og dejlig snarlig weekend til jer. 

søndag den 26. maj 2019

Sommere flytter inden for

Haven bugner med blomster - virkelig mange blomster. Synet at alt det grønne løv og de mange friske blomster får mig til at smile, og følelsen af sommer kommer krybende, også selv om temperaturen ikke er så sommerlig som jeg kunne drømme om. 


Men når jeg nu ikke har den store lyst til at ligge på græsset og nyde synet, så nyder vi i stedet at fylde huset med det friske og sommerlige "have-look".


Min svaghed - de mange gamle apotekerglas, gør det som vaser over alt i huset, og med dem kan man med ganske få blomster få en stor effekt. De indgår altid i mine opstillinger, og sammen med glas, porcelæn og små finurlige ting, så bliver det til en samlet "Susan-buket".

Ja lige nu er det ikke blomster vi mangler, og store prangende buketter kunne sagtens trylles frem til hele huset, men der er nu noget over de små samlinger og opstillinger.


Særligt vores overflod af Geranier gør det godt i buketterne. Ja Geranier er en af de planter jeg ikke kan få nok af i haven, og min flittige samlen på dem, giver temmelig godt pote i år. Det ser ud til at de alle står virkelig flot derude - og der er nu heldigvis "plads" til at få delt nogen af dem, og til at tage godt ved med blomstersaksen.


Nu dufter stuerne..... de dufter af sommer. Det må være duftfriskere på den helt rigtige måde - friske grønne blade og den søde duft fra blomsterne. Særligt syrenerne spreder den sødeste duft. Det er en kort luksus som skal nydes når "det er tid". Og syrentid - det er lige nu.


Min mand er sød til plukke blomsterne og så arrangerer jeg i vaserne. Han vælger altid nogle andre slags end jeg selv gør, så buketterne bliver aldrig de samme som hvis jeg selv gik en tur med blomstersaksen. Sammen flytter vi sommeren ind i stuerne - duften, følelsen og synet.


Nu starter en ny uge - en uge som bliver festlig og med masser af sjov og ballade. Ja det er såmend Sarpa´s søster Nyima som kommer hjem på ferie, og vi er forberedte til fingerspidserne på den fest de to tvillinger med garanti vil holde. De kunne begge fejre deres 4 års fødselsdag i onsdags - og jeg tænker der skal fejres lidt én af dagene.


Med billedet af Sarpa og hendes føs´da´s gave - den lyserøde enhjørning, vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god og skøn ny uge.

Tusind tak til min søde mand for billederne :-)

KNUS