søndag den 10. september 2017

Besøg på landet - hos en æblepige.

Det har været en fantastisk weekend med masser af oplevelser og glade stunder. Den har været så god at indlægget om den helt fantastiske landbohave som vi har besøgt i dag må vente til én af de næste dage - for lige nu er jeg er vist for træt. 


Vi besøgte Jeannett - hende som ud over den meget meget smukke landbo have også har den virkelig fine blog Ævlebævle . Ja mange fine billeder af haven har allerede fundet vej til de sociale medier fra andre begejstrede besøgende - og vi har også virkelig nydt at have kameraet med.


En stor oplevelse som vil gi´ mig den skønneste nattesøvn, med drømme om eventyrligt flotte græsser og sensommerfarver... og smil på læben.


Hæng på.... masser af billeder og indtryk finder vej til bloggen én af de næste dage.

SKØN SØNDAG AFTEN TIL JER ALLE

torsdag den 7. september 2017

Endnu en eventyrlig morgen

Tirsdag morgen var den der igen.... den mest magiske morgenvækning man kan tænke sig.  Ja .. det vil jo sige de lyse timer svinder hurtigt på denne tid af året, så jeg nåede at få min morgenmad inden morgensolen nåede op.


Og selv om jeg ved den sidste morgen hvor haven var badet i det rosa lys tænkte "det bliver nok ikke mere magisk" - så blev den det i tirsdags. For da jeg kunne løsrive mig fra oplevelsen ved at kigge imod solopgangen, og vendte ryggen til den... så så jeg den fineste regnbue. En regnbue på den lyseblå og rosa himmel - som virkelig tog pusten fra mig.


Det eneste der kan toppe oplevelsen.... ja det er vel at der en dag står en enhjørning i haven i pruster i morgendisen.


Lyset og farverne ændrede sig som de tidligere morgener utroligt hurtigt, og de ca 10 minutter som det tager for solen at stå op er intense. Magien må indtages med dybe åndedrag imens man kan, og synet må foreviges med nogle hurtige billeder.


Eventyr og magi er ikke kun forbeholdt eventyrene og der er ingen krav om at man skal være prinsesse for at for lov at opleve det...... man skal blot stå tidligt op :-)

torsdag den 31. august 2017

Den populære dame

Til vores "Åben have" var der særligt én plante som tiltrak sig meget opmærksomhed.... den skønne dame med de sart rød-rosa pomponer. Og hvad hedder sådan en dame så - altså ud over "hortensia" til fornavn? Ja et godt spørgsmål - som jeg nu endelig har fundet svaret på. 


Oprydningen i vores udhus har nemlig samlet en uendelig stak planteskilte og labels - og heldigvis også dén som passer hertil.


Navnet er "Pink Annabelle". En havehortensia af den lidt mere specielle slags, som vi straks faldt for da vi kom forbi den på planteskolen for nogle år siden.


Særligt de sidste par år har den virkelig stået flot - og den bliver blot flottere og flottere nu den har fået rigtig godt fat.


Jeg er jo stor fan af hortensia hvilket vist også ses i vores have :-) Men denne her gør det nu særligt godt sammen med de lette "skyer" fra blandt andet violfrøstjernen. Den er ikke så kompakt som mange af de andre mere almindelige typer - og så er farven helt elegant.


Jeg ved at mange havegæster gerne ville have den på ønskelisten... og nu... nu har I navnet :-)

Skøn dag til jer alle 

tirsdag den 29. august 2017

En af de magiske morgener.....

En helt almindelig torsdag i august... men sikke en fantastisk morgenhimmel vi blev lokket ud af fjerene med. 


Den der magiske stemning som hele haven var badet i, fik mig i tøjet og ud i haven i et sjældent set tempo .... og det var det hele værd.


Det er en af de fantastiske ting som en sensommer kan give os... de smukkeste himmeler og det flotteste lys. Noget at se frem til når vi slår øjnene op om morgene - og de flotteste aftenture efter nogle lange dage. Den dér magi som sætter alting i et særligt lys - og som får drømme og tanker om eventyr til at gro.


En indsprøjtning af magi inden det mørke vinter-halvår kommer - og for et stresset og depressionsramt sind en sjælden fantastisk start på en ny dag.

Jeg nåede at få kameraet med  mig ud - selv om jeg havde travlt. Billederne er meget lidt redigeret... og det ganske rigtig sådan det så ud. Smukt og nærmest overnaturligt.


Det var ikke nemt at trække sig inden døre igen.... ind til morgenmaden og morgenrutinerne. Magien var selvfølgelig ovre da vi kort tid efter gik afsted på vores morgentur med hundene - men følelsen af magi og glæde havde ramt mig - og sat sig fast.


Behøver jeg at sige at det blev en rigtig go´ dag :-) 

søndag den 27. august 2017

Sensommer

Vi kommer ikke uden om det... højsommer er blevet til sensommer, og det nærmest så hurtigt at jeg ikke har opdaget det. 


Haven er stadig fantastisk smuk og frodig, men de rødlige og gyldne toner blandet sig nu med de grønne, ligesom lyset også har ændret sig.


Det lave og lidt gyldne lys får både blade og spindelvæv til at ligne noget fra et eventyr, og imens vi plukker løs af blomsterne derude så glæder vi over årstidernes skiften. For selv om vi har savnet sommeret virkelig meget i år - så er der stadig håb for et smukt og dejligt efterår. Lune dage og efterårs-blå himmel... det har også en stor stjerne hos mig.

Vores "nye" have har allerede givet os en haveglæde helt ud over det vi havde håbet på - og en glæde som vi har lidt svært ved at forstå. Et stort og tungt arbejdet i foråret har givet os det mest fantastiske resultat.. og gejsten til at kaste os over flere af den slags "uoverskuelige" projekter.


Derfor er det også bare SÅ dejligt at vores arbejde med at sætte vores udhus i stand giver os nøjagtigt samme følelse..... Ja det er et udhus for pokker da - men alligevel er det en ting som i mange år har været en "sort plet" på både vores samvittighed og dejlige have. Nu er det så tæt på at været færdigt at jeg faktisk overvejer at vise billeder af det.... og se det er stort for der er aldrig nogen der har set billeder fra det "mørke hul" ;-)


Det fine lille havehus fra Den Engelske Gartner er "faldet godt til" og det gør sig virkelig godt til opbevaring af de ting vi bruger allermest. Den gode kost til stierne, min ynglingsrive, håndredskaberne og så den uundværlige (men grimme) knæpude.
Hurra for havehus og at vi endelig fik lavet stien som det skulle stå ved.

Håber I har haft en dejlig weekend. Jeg ved mange har været på havebesøg i smukke haver - både nær og fjern. Jeg har nydt jeres billeder på både blogs, Instagram og Facebook - og selv taget mig en tørn med at få det sidste på plads i vores udhus.

😃

søndag den 20. august 2017

Højsommer - under glas.

Sommeren er vist i så ringe tilstand som man overhovedet kan tænke sig til. Det er end ikke muligt at glæde sig over dagene med tørvejr... og ikke et ord eller ønske om høje temperaturer... bare tørvejr. For det regner bare hver eneste dag.... evigt eneste dag. De hidsige byger som pludselig kommer gør det ret umuligt at sætte sig under åben himmel - uden flugt planen ind i tørvejr i beredskab. 


Og så er det at vores Orangeri gør os ekstra glade.. her er ALTID tørt og vindstille. Og på langt de fleste dage er her også lunt og dejligt. Ja kort sagt - under glas kan selv den danske sommer bare komme an. Hvad jeg skulle gøre uden muligheden for at være derude... det ved jeg simpelthen ikke. Vinterdepressioner kender alle til - men jeg tror den danske sommer bestemt også kan skabe nogen.


Her i vores egen lille "sommer-lokation" har vi nydt mange måltider - og min søde mand og de gæve hjælpere som har hjulpet så meget med vores garageprojekt har kunne side ude og nyde deres forplejning i tørvejr. Ja... vi arbejder stadig hårdt derude - men nu kan vi snart glæde os over resultatet af anstrengelserne.


Desværre fik pavillionen, som skulle holde alt vores "rod" inde fra garagen tørt, en flyvetur - og alting har stået under åben og VÅD himmel de sidste uger. Ikke heldigt - og en del har fået mere vand end godt er. Idag har vi taget hul på oprydningen derude og meget er blevet kasseret. Det positive er at vi har kunne nøjes med én klud til at tørre det hele af med - en tør :-) Skidtet skal ikke først skrubbes af - det er allerede opløst ;-)

Jeg håber I har nydt weekenden - jeg ved mange af jer har været på besøg i virkelig smukke haver. 

lørdag den 5. august 2017

Farvepaletten er i fuld flor

Det kan godt være at vi ikke har de ønskede "sommerdage" - og at det har været til tider vel vådt derude. Men vi har også haft dage med sol og blå himmel... og sommerlige temperaturer. 


Haven er ihvertfald glad og tilfreds, og den står frodig og frisk og er lige nu fuld af de flotteste farver. En palet af alle mine ynglingsfarver og farvetoner som minder mig om hvor godt vi har ramt "farve-drømmen" i vores have.


Alle vores hortensia står virkelig flot.... så flot som det næsten er muligt. Da vi i maj måned pludselig fik sne og alle de nye skud fik fine vinterhatte på - ja da troede jeg at det betød farvel til denne sommers blomster. Men nej - heldige var vi, og nu kan vi nyde det store blomsterflor.


Kastaniehegnet som danner "bagvæg" i det nye bed og ligesom laver et "gelænder" langs den nye sti, giver god støtte for planterne og gør det godt som klatrevæg for ærteblomsterne.


Et syn jeg nyder særligt meget - for jeg ved at det skal nydes i år. Jeg har endnu ikke fundet måden at snyde på - så jeg kan få naturen til at syntes det er okay at plante ærteblomster samme sted flere år i træk. Har du tricket ? Så må du gerne dele ;-)


Roserne er flittige. Nye blomster afløser de visne, og selv om de store mængder vand gør sit indhug på dem i fuldt flor, så skal vi blot vente en dag eller to... så er der nye. Duften er fantastisk - som en særlig dejlig parfume og vi må bare stoppe op for at nyde den. Tænkt om man kunne gemme den.. gemme den i et lille "duft-lager". I vinteren hvor vi trænger til lidt sommer kunne det være fantastisk.


Vores zinkkar mangler ikke vand.....  Det er da positivt må man sige. Der er ingen brug for vandslangen for tiden, blot kanderne til at vande pelargonierne i Orangeriet og alle krukkerne i haven. Og så ser det smukt ud... vandet og dets spejlinger. 


Frodigheden er overalt - og jeg kan forestille mig at vores plæne også er blevet lige vel frodig når "projekt-garage" er ovre. Græsslå maskinen står nemlig gemt midt i alt "rodet" fra garagen... og gud ved hvornår vi finder ned til den. 


Men så må vi jo nyde det lange græs vi får... nyde at det er ekstra godt til en middagslur ;-)


Fortsat skøn uge til dig

torsdag den 3. august 2017

Fra Åben Have til åben garage

Ja egentligt er det helt forkert at kalde det en garage - for den smalle dør har aldrig lukket nogen biler inden for. Men alverdens andet har den gemt på... både guld og så alt rodet. 


Det har længe været tiltrængt, og længe været et stort ønske. Og nu.. nu blev det også en nødvendighed. En opgradering til noget klar bedre var på sin plads, og vores "ferie-projekt" blev derfor at få renoveret på den faldefærdige bygning.


Mandag morgen startede min søde mand og svingerfar med at tømme alle ( ALLE ) sagerne ud på terrassen. Ja man syntes jo lige man havde ryddet op - og så er der alligevel så uendeligt meget rod derinde. Men det skal jo som bekendt være skidt før det bliver godt - og godt det skal det nok blive.


Derefter røg tagbeklædningen, spær og lægter- og siden beklædningen ude som inde, som også skal skiftes. En større omgang, som de to herre tager på besindig vis. Javist er der overraskelser undervejs, men sådan er det vist altid med den slags projekter. Gamle huse giver altid udfordringer... men når vi er færdig... så har vi også været "hele vejen rundt" i den udvendige del af vores hus og have.


Mit bidrag til arbejdet er forplejningen og ærindekørsel...  Det kan jeg klare.
Nybagt brød og frisklavet kaffe, serveret frokost og alt det dér de lige kan bruge undervejs - det klare jeg. Samme jobbeskrivelse som da vi lavede vores hegn..... servicering :-)


Heldigvis er haven og Orangeriet stadig som det skal være - ingen kaos her. Hundene holder ivrigt øje med arbejdet igennem hegnet som er sat op ved terrassen, for det er en smule irriterende at der foregår så meget deromme... uden de må være med altså.


I dag regner det... sådan rigtig træls regn. Heldigvis kom det nye tag på igår, og de kan i dag gå nogenlunde tørt og ordne det indvendige. Sarpa holder stadig øje med byggeriet.....  men i dag er den tørre vindueskarm vist at foretrække.


Ja ferie er mange ting.....  Jeg gad da godt at rejse ud i det blå, men nogen gange må man bruge tiden på den praktiske måde - en måde man kan glæde sig over hver dag i året. Og måske.. måske vi er færdige i næste uge - og så må vi ud og opleve sommerlandet. 

Hurra for flittige hænder - og ferietid. 

søndag den 30. juli 2017

Sikke en dejlig dag

Sikke en dejlig dag vi har haft... en virkelig dejlig dag med Åben have. 


Vejret har været ... ja ikke lige hvad vi drømte om. 15 minutter før havelågen skulle åbnes her til morgen stod det ned i stænger og havde iøvrigt gjort det en hel time. Men havefolk er jo nogle fantastiske mennesker som gemmer sit regntøj det samme sted som deres gode humør - og 10 minutter over 11 var haven fuld af glade mennesker i gummistøvler, regnjakker og de største smil. Og så... så smilede jeg også :-)


Det var altså en dejlig og energigivende dag ...  Ja kroppen er træt, men sjælen svæver på en sky :-)
Jeg bliver glad helt ned i maven når jeg oplever hvor mange der har lyst til at komme og besøge os. Det er skønt at få indput til hvad vi har gået og "pullet med", og når jeg ser hvordan gæsterne suger til sig af ideer og indtryk. Selv nyder vi at gå på opdagelse i andre spændende haver - og at vi også kan give nogle haveideer videre er dejligt.

Det er spændende at se sin have igennem gæsternes øjne - høre deres spørgsmål, og hvad der har fanget deres interesse og blik. At se hvilke billeder der er blevet fanget er ret spændende - for så ser vi haven på helt nye måder, og masser af nye ideer kommer til os.


Når de heftige regnskyl kom forbi var der stor søgning til Orangeriet - og det forstår man godt. Her var der tørt og godt hele dagen.. og her blev der virkelig hygget igennem. Havelivet med glashus - stort eller småt - det er bare herligt. Særligt har det glædet os virkelig meget at kunne inspirere andre... og i dag blev jeg virkelig glad over at høre at et besøg i vores have i 2013 nu har betydet en stor glæde og et identisk Junior Orangeri hos en dejlig haveglad dame om blot 10 dage. Det er da fantastisk - at have fået lov at kunne sætte et frø til sådan en drøm.


Min søde mor og svigermor stod for hjemmebag og kaffebrygning. En stor og fantastisk hjælp på sådan en dag, og Jesper - min søde mand - har nydt også at kunne være ude og hilse på gæsterne, og havesnakke en hel dag :-)


Efter sådan en dag er man ikke i tvivl.... vi skal selvfølgelig have åben have igen. Hvornår ved vi ikke..... men lige pludselig. Vi kan leve længe på gæsternes smil, kommentarer og indput ... og vores egen haveglæde har fået et boost uden lige. 

TUSIND TAK til alle jer som trodsede den triste vejrudsigt - som selv medbragte både smil og solskin og som gjorde vores Åben Have-dag til en fantastisk dag. 

Vores kamera har ikke været særligt flittigt idag (det er fotografernes skyld). Så hvis du har nogle gode billeder fra haven i dag som du kan tænke dig at dele må du meget gerne maile dem til mig. Hvis det er ok for dig kan jeg måske bruge dem på bloggen - med navn og link selvfølgelig, men ellers blot for hyggens skyld :-)
Hvis du lavet et indlæg på din blog om dagen så må du også MEGET gerne gi´ et prej - jeg vil være super taknemmelig. 

KNUS og tak for en FANTASTISK DAG. 

fredag den 28. juli 2017

Klar parat... Åben have :-)

Sikke en uge..... Min dårlige ven helbredet har trængt sig på, men min søde mand har været flittig og tålmodigt kigget mine huskesedler, vejret har været nådigt og så ser haven bare frodig ud helt af sig selv på denne tid :-)

Så ja.. vi er ikke bare klar - men HELT klar til at Åbne havelågen på søndag og vi glæder os :-)


Hvad jeg har kunne bidrage med er i småtingsafdelingen, men lidt har jo som bekendt også ret....
Der er altid en masse småting - og det måske særligt når man som jeg elsker de små detaljer. Vores fotokort er blevet pakket og gjort klar - og er lige som bøgerne "Cottagehaven - Tante Grøns haveunivers" klar til at komme i haven og friste jer som fristes vil :-)


Jeg har god hjælp til hjemmebaget - for min søde mor og svigermor har lovet at stå for den del af festlighederne. Og jeg ved de begge er fantastiske til den slags - så jeg glæder mig til at smage.


Min mor, bronzekunstneren Annette Skjærbæk, har fundet de SMUKKESTE bronzefigurer frem til dagen. Ting som passer perfekt i haven og på terrassen. Jeg glæder mig til at få dem ind i haven og til at nyde at haven er fuld af den smukkeste bronzekunst. Skulpturene er selvfølgelig til salg - så det er tilladt at lade sig friste af en gave til sig selv.


Og nu.. nu nærmer jeg mig toppen igen. Jeg er tæt på at være på den gode side.. og det eneste jeg tænker på er hvor meget jeg glæder mig til at byde glade havegæster velkommen på søndag. Jeg ved at mange af jer kommer langvejs fra - og nogle af jer har jeg kun "mødt" mig på bloggen og Instagram.

Jeg håber I vil være søde at "gi´ jer tilkende" ;-) Jeg er desværre ikke go´til at huske navne ... så I må bære over med mig. Overvejer at hænge klistermærker ved havelågen så I kan skrive navn og måske blog/ IG navn på.....  Det må I meget gerne benytte jer af :-)

Jeg glæder mig rigtig meget til at hilse på jer. 



Vel mødt til Åben Have og Orangeri
Søndag d. 30. juli fra kl 11-16
Adressen er Gl. Skivevej 15, 8800 Viborg

Se mere om dagen HER

😊😊😊😊😊