De ligger som en smukt tæppe under æbletræet - og de ligner nærmest sne. Duften er fantastisk, men synet af det hvide tæppe er endnu skønnere.
Det er regnen der har skyllet dem ned af træet, og jeg havde gerne set dem sidde på grenene i mange mange dage endnu. For jeg er slet ikke sikker på at bierne har haft tid nok til bestøvningen, og vi vil jo gerne have æbler i sensommeren.
Og de holder jo ikke længe dér på jorden..... De bliver brune og slatne - og grimme.
Selv om det er ærgerligt at blomsterne ligger på jorden - så skal man jo huske at nyde dem. Nu det ikke kan være anderledes, så er det da noget særligt at kunne gå rundt på det hvide tæppe.
Så jeg har nydt fridagen idag, og nydt at jeg selv kunne bestemme planerne. Planen var en grundig rengøring - når solen altså ikke skinnede :-) Dér rendte jeg nemlig rundt i haven, såede blomsterfrø, fotograferede, og nød det hele. Duftene og synet - af SOMMER :-) Efter et par dage hvor helbredet har været til stor irritation, var det en fornøjelse at kunne mærke gejsten og glæden igen :-)
Alle blomsterne er også dækket med små hvide "pletter". Ikke fra frosten eller andet dårligdom - men små og duftende pletter. Flot ser det ud - på den dér naturligt og tilfældige måde.
Bedene foran Orangeriet er ved at være godt tætte. Stauder og tulipaner står tæt - side om side. De støtter hinanden, og er enige om det vilde "look" er lige "dem". Det ser sørme godt ud - hvis jeg selv må sige det. Endnu engang tænker jeg, at det er liiiige som jeg havde i tankerne dengang vi første gang snakkede om bedene ved trappen.
Grønt og frodigt - og så lige med et lille "drys".
Og syrenen.... den dufter af den bedste parfume. Jeg må tage kameraet med mig op i aften, for jeg må lige vise jer hvilket syn vi ser som det første hver morgen. Det er noget særligt....
Bedet foran karnappen af huset er også helt vokset til. Ja, det føles ikke som længe siden at der var bar jord, men men nu er det helt grønt. Stien er ved at blive sådan lidt "tunnel-agtig" - og det er ganske efter planen. Huler og rum... dem kan vi ikke få nok af.
Kort tid efter jeg tog billederne, kom regnen. Masser af regn....!!! Jeg skal ha mig en ny regnmåler,og leder stadig efter den perfekte af slagsen. Men uanset hvilke måler - så gad jeg godt vide hvor meget der kom.
Men jeg nåede at nyde haven - og jeg nåede også rengøringen. Det er nu også ret forfriskende at lufte huset ud, når regnen siler ned uden for.
Rigtig skøn weekend til jer alle.




















































