I dag har vi været i haven - sådan for første gang i det nye år. Solen havde lovet at kigge frem over middag, og vi var klar til at gøre den selskab. Vi havde nemlig et lille hængeparti med vores tulipanløg som jo gerne skulle i jorden inden frosten vil sætte ind.
Vi hjalp alle til og Sarpa var særligt ihærdig med alt der har med jord at gøre. Hun elsker at stikke snuden i det, og at få lov at hoppe med op i højbedet var vist dagens fest. Men snavsede snuder og poter kan ikke måle sig med glæden i en lille hunds øjne - så selvfølgelig skulle hun være med hvor det skete.
Vi har ikke investeret i mange løg i år - måske fordi vi vidste det ville trække ud med tiden og energien til at få dem lagt. Vi har kun udvidet vores "bestand" med nye løg til to krukker, og så lidt nye det det nyetablerede bed hvor mosegrisen holdt sommerfest. Ja den har ikke efterladt nogen løg overhovedet, så nye måtte der til.
De to krukker er tiltænkt trappen foran drivhuset. Jeg elsker den lille luksus som det er at have tulipaner i krukker netop der, og jeg glæder mig meget til at se de små glædesdepoter i fuldt flor.
I går var vi på jagt efter forår i billigblomst, og det var slet ikke svært at få et godt "bytte" med os hjem. Perlehyacinter, krokus, våriris og små hornvioler kom med hjem, og de som ikke spreder smil og glæde i vores stuer, har fået æren af at sprede forårstemning i glashuset.
Det var køligt men virkelig hyggeligt at være ude igen - og at være derude sammen. Jeg er afhængig af min søde mands hjælp til at dét der med jord og krukker, og selv om jeg godt kan skimte de udfordringer jeg kan få når havesæsonen sådan rigtigt starter, så vælger jeg for nu at glemme alt om det.
Vi nød en kop af den gode kaffe og lidt af de sidste julesmåkager i drivhuset, og så nød vi bestemt også at de to nye havestole har fået plads netop her for vinteren.
Ja det kan godt være vi ikke er langt inde i det nye år, men jeg glæder mig allerede til at bruge tid derude. Udfordringer eller ej, så er det vores fristed, og her hvor vi slapper af og har det godt.
Jeg håber I - og jeres haver, er kommet godt ind i det nye år.
Jeg synes nogen gange, det er lidt surt at lægge løg i krukker, fordi jeg ikke har plads til at lægge dem ud i haven bagefter. Jeg har overvejet at prøve med tørring og at lægge dem igen til efteråret. Det bliver bare ikke til noget. Men jeg kan godt lide, at du kalder det 'luksus glædesdepoter'. Sådan vil jeg prøve at tænke :-)))
SvarSletMange hilsener Lisbeth
Det er så godt at komme igang i haven og her glæder vi os også rigtig meget til et nyt haveår.
SvarSletMvh
Lene Bedstemorshave