fredag den 11. september 2015

Havens dag

I denne weekend er det havens dag. En dag der ganske som sædvanligt byder på masser af aktiviteter for vi havefolk. Jeg plejer at være helt og aldeles klar på alverdens oplevelser og planteshopping i bunkevis, men som på alle andre punkter i denne tid, så har jeg måtte sætte mine forventninger helt ned i græshøjde. 

'

Besøg Tante Grøn´s have

Jeg ville ELSKE at komme på besøg i den smukkeste have jeg kender - nemlig Tante Grøn´s have på Mors. Den smukke sensommerhave åbner havelågen for besøgende på lørdag og jeg ved det bliver en smuk og sanselig oplevelse.

LØRDAG DEN 12. SEPTEMBER KL. 13:00 - 17:00
Besøg Tante Grøns´s hjemmeside HER og se mere.

Det er en have som er smuk på alle tider af året, og netop nu er den trukket i de fine dress til sensommer festen. Lyset er også altid noget ganske særligt på Mors, og alt bliver magisk og eventyrligt. Tante Grøn forstår at skabe de små og rum - og har den smukkeste sans for blomster, farver og former.

Til jer der kommer afsted.... NYD haven lidt for mig også :-)

Billedet herunder er lånt hos Nette, som har bloggen "Nettes Lille Have" . En smuk og dejlig blog, som jeg bestemt anbefaler dig at kigge forbi. 

Billede fra bloggen "Nettes Lille Have"
Haveblogger til Havens dag? 

Egentligt så havde jeg også sagt ja tak til at være én af "udstillerne" i et af byens plantecentre. Ja - som haveblogger altså. Godt nok uden helt at vide om der mon var "noget ved dét" - og om det at være haveblogger ville være interessant nok for de besøgende, men jeg tænkte at dét da måtte prøves. Jeg fortæller gerne om livet som haveblogger - og måske der er mange som slet ikke ved vi findes?
Men - jeg måtte melde afbud i sidste øjeblik, da jeg godt kunne se at dét ikke ville være muligt for mig at deltage sådan en hel dag. Det er rigtig øv - for selv om jeg havde sommerfugle i maven, så var det også lidt spændende.

Hvem ved - måske jeg bliver spurgt igen en anden gang. Men hvad tænker I? Tror I det ville have været "noget ved"?.

Hvis I er i området omkring Viborg på søndag, så kig forbi på Asmild Plantecenter. Det er et fint program de har lavet, og jeg håber jeg selv kan komme forbi og kigge.


Dahlia udstilling 

På ét af vores ynglings plantecentre - nemlig Korsbakkens planteskole i Silkeborg, har de dahlia udstilling. Jeg kan fornemme at der vil være blomster over alt, og at der ikke vil være sparet på farvepaletten, udsmykninger og aktiviteter. Jeg er måske ikke den store "mexico-tema-fan" - men vi har planlagt at tage ned og opleve herlighederne, og jeg er sikker på det bliver festligt.

Det vil være synd at sige at vores dahlia er prangende i år - de er alt andet end det. Dem I ser på billederne her - ja det er dem vi har. Der var kun én anden i blomst i haven, og den var simpelthen for forkølet til at blive fotograferet. Jeg er helt klar på at opleve smukke og prangende dahlia - og måske få lidt gode råd til at få dem til at blive bare lidt bedre næste år.

Skal du også på "Havens dag - tur" ?

5 kommentarer:

  1. Kære Susan.

    Tusind tak for din flotte omtale. Du står altid klar med support og heppekor. Det er vi MEGET taknemmelige for.

    Du får helt sikkert et energiboost af at tage ned og se på pang pang dahlia. Jeg mærke mere og mere på egen krop og psyke, hvor enormt meget energi, der er i Mexicofarverne.

    På denne tid af året "forsvinder" de douche og sarte pasteller lidt i det specielle bløde og blide kys. Men SÅ kommer de mexicanske senoritas og rusker godt op i os og energiniveauet.

    Iår har vi for første gang nogensinde haft dahlia, der ikke blot endte i dræbersneglenes slimede maver. John fik sat et hjemmegjort sneglehegn op omkring højbedebe, hvor de elektriske pangfarver garneret med limegrønt, nærmest virker som en energitransfusion.

    Dahlia ER virkelig efterårets tulipaner.

    Min "høstgilde"udsmykning til åben have idag er også fortrinsvis holdt i de stærke , som påberåber sig opmærksomhed.

    Hav en dejlig weekend. Håber I får tanket en masse solskin i depoterne, inden efteråret for alvor sætter ind med regn og rusk.

    SvarSlet
  2. Stort knus fra os i det blå hus

    SvarSlet
  3. The dahlia of last photo is so beautiful........Love the way you decorated, with just one in a bottle.

    SvarSlet
  4. Kære Susan. Jeg har i dag afprøvet din opskrift på fødselsdags lagkage, den er da helt fantastisk, det er ikke sidste gang at jeg har lavet den. I morgen er det havens dag jmed gode tilbud på planteskolerne. Jeg skal have en kaprifolie i gyldne farver til at kravle op af et hjørne på huset. Mon ikke også der ryger et par stauder i kurven. Nu hvor du er sat lidt på stand by må du huske at nyde den friske september luft, solen, sensommerfarverne i din have, dine dejlige vovser og din mand, så vender energien forhåbentlig snart tilbage hos dig. Håber at du får en dejlig havens dag. Knus fra Nordjylland.

    SvarSlet
  5. Jeg tror vidst det ender med en tur i min egen have i år, jeg syntes jeg har så mange uafsluttet projekter som jeg brænder for at få færdig. Jeg har dog været sådan lidt on/of med en tur til Asmild (hvor er det bare synd du ikke kunne deltage) men jeg har ikke kunne fine et program nogen steder, jeg syntes det er lidt synd de ikke har lagt noget op på deres hjemmeside.
    Jeg håber alle dem der besøger Tante Grøn får en helt fantastisk tur, i den skønne have.

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.