Sensommerhaven

Sommeren er slut for i år, men det er altså for tidligt for mig at bruge ordet efterår. Derfor er sensommer en ret god betegnelse....

Haven bærer præg af at livet har været fuld af mange andre ting end lige den, men heldigvis er den alligevel skøn i alt sit rod og kaos.

Alle vores dahlia som jeg i højsommeren nok slet ikke troede ville blive til noget har overrasket mig gevaldigt, og nu gror de uden lige, og bærer til min store glæde masser af blomster.

Det ses tydeligt at jeg ikke havde regnet med at de fik brug for støttepinde, for faconerne snor sig på underlig vis efter at være blevet rettet op alt for sent. Ja en har jeg måtte opgive at få rejst op, men jeg kan så fortælle at den også gør det glimrende som "bunddække". Men uanset faconerne og gro-retning så kvitterer de med masser af de smukke blomster.

Bedene langs det nye hegn gror også virkelig godt, og med undtagelse af flere klematis og en rose så har det hele fået godt fat. Ideen om at kunne gå tørfoddet rundt i haven på den nye sti, havde nok krævet at jeg havde plantet de mange geranier tættere på hegnet, men foreløbig er det løst ved at klippe stien fri - senere kan det være jeg flytter dem lidt.

Pæoner står med det fineste løv, og midt i alle de rødlige og brune farver... ja så dukker flere ting op som måske har valgt at tage sig endnu en omgang med blomstringer og nye skud. Ja haveåret har været lidt specielt på mange måder og den voldsomme varme og tørke får helt sikkert planterne til at opføre sig anderledes.

Roserne står flot, og hvis det blot ikke vælter ned med regn, så kan de lyse op i mange dage.

Dagene bliver kortere og jeg bruger mindre tid i haven. Mange krukker ser lidt trætte ud og andre shiner virkelig med det smukke farvede løv. Jeg samler altid de fineste dér hvor vi bedst ser dem - på den lille terrasse foran havedøren, ved hoveddøren og hvad der ellers kan spottes fra vinduerne.

Frem fra havens gemmer er også kommet de store gevir, og fra Rema er hjembragt nogle af de fine grålige græskar. Ja hvem der bare havde en køkkenhave til selv at kunne dyrke dem... så heldig er jeg ikke.

Vores køkkenhave begrænser sig jo til et højbed - af den gode slags, men desværre ikke med plads til ALT det vi gerne vil have. I år har vi høstet godt at vores kartofler, ligesom vi stadig nyder salat og masser af purløg. Lidt men godt. Efter kartoflerne havde rømmet pladsen har et par af de store krysantemum fået lov at komme til. Tom jord er lidt spild, og de lyserøde bomber er da meget mere festligt end alt det brune.

Hundene er glade for de dage hvor der er sol og tørt - våde fusser er ikke populært, og særligt det våde græs er virkelig et "no go". Vi har nu fået det ned i normalt højde igen, efter vores ferie-fravær, og tænk som en nyklippet plæne pynter på sådan en have.

Lukla sidder her og nyder udsigten over haven.... og hvad der er at se af vejen. Ja vores hegn er fantastisk til at skabe ro og rum for os, og vi er helt ubeskriveligt glade for det. Men hvis tibberne skal holde øje med hvad der sker.... og det må de selvfølgelig gerne, så er det godt at sætte sig lidt højt for at få lidt overblik.

Jeg håber I nyder jeres weekend og at I får brugt soltimerne på bedst mulig måde. Jeg samler energi og overskud til at komme igennem den næste uge, hvor min "dårlig ven helbredet" kommer på besøg. En uge der blot skal overståes, og som jeg håber at kunne lette lidt på ved at kunne slå mig ned i drivhuset.

* Happy sunday *

At rejse er at leve.....

Man siger at rejse er at leve..... det kan der være noget om. Jeg tror ihvertfald på at man lever bedre hvis man har en masse gode oplevelser i sit liv, at man ser andet end de samme "4 vægge" og at man får den der massive dosis glæde og indput bare en gang imellem. Jeg tror også at rejser får én til at mærke sig selv bedre.... at mærke man lever. 

Æggene i Gledivik

Jeg har ihvertfald mærket mig selv på vores Islandsrejse - både den gode og den dårlige side. Men altså - mest af alt så har jeg mærket glæden og den dybe ro, og jeg kan leve længe på alle de fantastiske oplevelser vi har med os hjem.

Seydisfjordur

Island er på alle måder fyldt af energi - det er overalt. Landet er jo i konstant bevægelse med sin vulkanske aktivitet og den termiske undergrund. Det varme vand bobler op af jorden, og naturens kræfter og formåen er meget tydelig og overvældende.

Vandfaldene er over alt - store og små, og nogle (som det her) som krævede en mindre vandretur op i fjeldet. Når man står ved siden af sådan et kan man virkelig mærke suset. Suset af vinden og regndråberne i ansigtet, suset af blodet der ruller rundt i kroppen - og så lige suset af at være lillebitte i en stor verden.

Man mærker også at der findes mere i mellem himmel og jord end vi måske er vandt til at tænke på.....  at der er underjordiske væsner som helt naturligt bliver en del af den hverdag man lever.

Under klipperne her skulle elverdronningen eftersigende leve... og det tror jeg på.

Islændingene har alle dage troet på det - og rent praktiske bliver der også i dag konsulteret med den del af verden, hvis der skal bygges eller ændres i landskabet. Og man kan jo tro på det eller ej... men følesen af "noget" kan man ikke bare ignorerer - og jeg følte en stor respekt når vi var på disse specielle steder.

Vores lange køretur rundt langs landets kyst har budt på alt muligt.... store og små "seværdigheder", men alle oplevelser som jeg har taget ind og som jeg har tænkt over. Når man rejser som vi gør, selv kører rundt og gerne kører lange stræk, så er der tid til at bearbejde indtryk og tanker, og sikke vi får talt om alverdens ting. Livets store og små spørgsmål.... og de helt simple "hvor skal vi spise vores frokost" ;-)

Et af de "største steder" vi gjorde holdt var ved de store vandfald Dettifoss og Selfoss. De ligger tæt efter hinanden og oplevelsen bliver nærmest dobbelt så stor når man kan opleve flodens forløb.

Synet man som besøgende får er næsten ikke til at tro... det er virkelig enormt stort. Eller måske det faktiske er lidt for stort til at nogen kan forstå det? Det virker som om mange slet ikke opdager hvor enormt og også skræmmende det er - for man kan undres over hvor letsindigt nogle turister opfører sig i deres jagt på selfier og feriebilleder.

Om folk mangler respekt for naturen og dens kræfter, eller måske endda mangler respekt for deres liv ved jeg ikke..... men jeg føler mig heldig at jeg ikke skulle overvære nogle ulykker.

Ja vi rejser for at leve.... for at leve og opleve. Tænk at kunne stå der og bare nyde den blå himmel, regnbuen fra vandfaldets regndråber, og ét af verdens smukkeste vidundere. Det er da fantastisk.

Ja vi er velankommet til Danmark igen - det gjorde vi i fredags da stormen Knud besøgte landet. Et lille vindpust i forhold til den vind der vinkede farvel til os på Island, men det var godt at komme hjem og se at alt stod godt til i haven. Det gjorde det, og jeg skal nok vise jer lidt stemningsbilleder derfra en af dagene.

Flere billeder og små fortællinger fra Island er også på vej.... for der er noget helt fantastisk som jeg gerne vil vise jer.

Is og diamanter

Man siger at ikke alt der skinner er guld og det er ganske rigtigt. Der er meget der glimter og ligner diamanter - men det forsvinder ofte alt for hurtigt, eller er slet ikke af nogen værdi. 

Efter en virkelig værdifuld morgen hvor vi var oppe med fuglene og stod klar på stranden for at tage godt imod solen, drog vi tilbage til området med de smukke gletchere fra aftenen før. Her ventede både is og diamater på os....

Gletchersøen var bestemt også smuk i dagslyset og selv om vi havde en del mere selskab af andre turister var det bestemt en stor oplevelse.

Det isblå vand og de store stykker is som glider rundt i søen som svaner er meget betagende. De nærmest bøjer nakken og spejler sig i det klare kolde vand.  De blå og turkise farvetoner blandes så fint med alt det hvide sne og skyerne, og de grå fjelde i baggrunden danner rammen om det hele.

Isen i søen er brudstykker af den store gletcher som helt naturligt knækker af - et af naturens store scenarier. Den virker så fast - men som alting andet på Island, er den i konstant bevægelse.

Ja motiverne står i kø, og det er svært at løsrive sig fra det hele. Dog bliver der også lidt tid til et par billeder af os selv en gang imellem :-)

Søen har et ganske kort udløb til det store hav, og hver dag sejler uendeligt mange af de store "issvaner" med ud i havet. Her sørger de store bølger for at isen igen bliver flyttet.... de ender som de smukkeste diamanter på den sorte strand.

Det ligner virkelig diamanter, og navnet "Diamond beach" forstår jeg godt. Det er magisk at se hvordan lyset spejler sig og bliver reflekteret, og med den sorte strand som baggrund gør de sig særligt godt.

Men disse diamanter holder ikke evigt. De shiner for dem som forstår at nyde dem, bliver fotograferet utallige gange - og så bliver de ellers mindre og mindre, for til sidst at forsvinde.  Et kort men smukt "liv" - som jeg ihvertfald har været virkelig glad for at opleve.

Stranden med isen og den smukke gletchersø har facineret mig meget, og er helt bestemt blevet et "happy place" for mig.  Og ja... ham min rejsekammerat var vist også ret begejstret, så måske han kan lokkes med herop igen en gang.

Ja jeg er uendeligt bagefter med mine opslag, så I har meget tilgode :-) Men oplevelserne står i kø, timerne er få - og så er der kø ved pc´en ;-)

Vi ses

Magi fra morgenstunden

Min søde mand er ret vild med at stå tidligt op for at fotograferer - det er jeg knap så meget. Søvn er for mig så livsvigtigt at jeg stjæler hvert et ekstra minut jeg kan få - sådan er det bare. 

Men nogle oplevelser må man bare tage når de byder sig - og hvis jeg skulle måle ud fra den forventning som Jesper havde til denne morgen, ja så var det vist dumt at blive liggende under dynen. Vi kørte afsted fra hotellet i den mørke morgen inden klokken blev 5 - for hvis man skal være på forkant med en solopgang, så kan man ikke ligge længere. 

Destinationen var et sted kaldet Stokksnes. En halvø med høje fjelde som mødes med atlanterhavet - kun adskilt af den sorte sandstrand og klitterne. Et sted som har dannet kulisse for flere film og hvor fotografer med hang til magi drømmer om at tage til.

Oplevelsen med at drage afsted i mørke og at bevæge sig igennem landskabet imens naturen så småt vågner omkring én er blot en lille del af det. At skulle holde øje med sovende får på vejen er en anden lille del ;-) Men at stå dér blandt klitterne, at høre bølgernes brusen og bare vente på at solen skulle kigge frem..... det var fantastisk. Området ligesom emmede at en forventningens glæde, for alle vi morgenfriske fotografer havde alle samme drøm..... nemlig at kunne få det helt rigtige lys - og fange det helt perfekte og magiske fotografi.

Jeg oplevede magien, og fik fanget nogle virkelig fine billeder af en virkelig smuk morgen. Det er ikke bare noget man siger - der er magi derude sådan en morgen. Græsset i klitterne fangede solens første stråler, og ligesom siderne på fjeldet blev det hele badet i det gyldne lys. Vild og intens oplevelse......

Foran fjeldet ligger et smukt og blankt vandspejl. Et tyndt tyndt spejl som giver illusionen af et dybt hav, men som du kan gå på næsten uden at få våde fødder. Spejlingerne er så vilde at jeg aldrig har set noget lignende og mulighederne for at få både magiske og sjove billeder var mange.

Min søde mand fik alle sine forventninger opfyldt, og jeg som ikke havde nogle forventninger fik en helt fantastiske oplevelse. Den morgen vil jeg aldrig glemme.... aldrig.

Vi nåede hjem på hotellet til morgenmaden, og imens de fleste andre hotelgæster stadig havde dagens første store oplevelse til gode, så havde vi allerede de store smil på. Og vores spændende dag... den var blot lige begyndt

Tilbage til gletchersøerne i næste indlæg

Gensyn med Island

Endelig er vi tilbage.....  på Island. Ja jeg har glædet mig utroligt længe til igen at opleve magien og roen som jeg finder her, og nu er det ikke blot drømme men også virkelighed. Hus og hunde er hjemme i gode hænder, og vi skal blot nyde det hele og suge til os af oplevelser. Flere af jer har givet udtryk for at I gerne ville kigge med endnu engang.... så derfor håber jeg at kunne lavet nogle små skriverier heroppe fra. 

De første dage er allerede gået og jeg har efterhånden fået pulsen lidt ned og øjnene stillet ind på alle de smukke farver og detaljer der findes her. Den smukke sorte strand ved Vik på sydkysten er blevet et af mine ynglingssteder og her føles alting så rigtigt. 

Ja denne gang går turen rundt langt kysten - næsten hele vejen rundt. Vi har brugt de første dage på sydkysten og de velkendte steder og de følelser det vækker i mig har været et godt gensyn. Jeg er blevet god til - lidt for god måske, at jagte de gode ting og oplevelser som jeg før har haft, og tanken om at opleve det igen har været noget som jeg har klamret mig til. Men selvfølgelig skal nye oplevelser til..... og jeg ved at der med garanti også vil være "hit" imellem dem :-) 

 

De store grønne lavamarker har altid facineret mig. De er ret svære at gengive på billeder - og det er nærmest umulige at beskrive for de som ikke har oplevet dem. De er enorme - som i virkelig kæmpe store. Formerne er på én gang både kantede og bløde - og de store stykker lava og den flotte grønne mos og lav som gror oven på dem, kæmper om opmærksomheden. Der er mange historier og fortællinger om trolde og andre små folk som bor her - og det forstår man jo godt. Vi mener bestemt også vi har set og følt dem.... det er nemlig over det hele. 

Den totalt uimodståelige og fantastiske natur kan overrumple de fleste. Der er så store naturkræfter på spil og øen er i konstant "bevægelse" med alt den vulkanske aktivitet, at det slet ikke virker unaturligt at landskabet former sig som det gør. Og så kan man på samme tid ikke tænke andet end... hvordan er det muligt at skabe noget så smukt. 

 

Besøget ved kløften Fjadrargljufur krævede både kondi og de gode travefødder - hvilket jeg jo ikke er så heldig at have pakket med i kufferten, men med en tålmodig mand og fremfunden viljestyrke fik jeg også oplevet det fantastiske syn. Magisk og helt uden sammenligning - og én ting er sikkert..... hvis der findes en Islandsk enhjørning, så må det bestemt være her den bor. 

Gensynet med de store glacier havde jeg glædet mig til, og denne gang havde jeg glædet mig til også at opleve de smukke gletchersøer. På vores vintertur i 2016 satte en snestorm jo en  naturlig stopper for hvor langt østpå vi kunne komme, og søerne måtte jeg undvære. Denne gang var det ihvertfald ikke sneen der skulle stoppe os, og det var skønt endelig at være her. 

Det var sent på dagen da vi nåede frem og der hverken meget tid eller lys tilbage af dagen. Solnedgangen kan dog nok ikke opleves meget smukkere.... og det var et virkelig flot syn. 

 

En smuk slutning på en dejlig dag - masser af magi og nye fantastiske oplevelser.

Heldigvis ventede vores hotel ikke langt derfra og vi havde mulighed for at komme tilbage dagen efter.  Det gjorde vi.... og ligesom gletcherne ventede alle de andre spændende oplevelser på os.

Ja tidsplaner holder ikke altid stik når man kører forbi så mange oplevelser og smukke ting.  Man skal ikke tro man kan skynde sig på Island - men hva´..... jeg tror det ihvertfald ikke. Jeg forsøger at holde pulsen nede og indånde den kolde friske luft helt ned i lungerne, og bare mærke hvordan det føles godt. 

Det var en lille hilsen fra vores gensyn med Island.....  meget mere følger :-)

Sensommer og æblehøst

Sikke nogle sommermåneder. Vi som har nydt solen og varmen, er virkelig blevet forkælet, og den dér følelse som de lune sommeraftener har givet os sidder dybt i os. Haven er efter regnens tilbagetogt igen blevet grøn og nu... nu er den i den grad også blevet fyldt med røde æbler. 

Vi har i vores have 2 æbletræer. Det gamle træ som Orangeriet er placeret ind under og et træ som vi selv har plantet for vel omkring 15-18 år siden. De hører sig ligesom til i gammel have ved et gammelt hus, men de har igennem årene kun givet os ganske lidt af den gode frugt. Ja det kan vel kun strække sig til 3 gange.... Men i år - i år er det helt vildt hvad vi får.

Træerne er ikke bare fyldt med æbler - men med store fine og spiselige æbler. De har aldrig været så store før,  og så har de den mest fantastiske smag. Javist skal man passe på når man færdes under træerne, for der er stor risiko for at få et æble i hovedet. De vælter ned, og de store bump når de rammer glasset i orangeriet har både vi og hundene vennet os til.

Alle æblerne som falder ned på fliserne bliver ret ødelagte og dagligt kan vi fylde flere store spande med dem - lige til at køre på genbrugspladsen. Men de som rammer græsset kan bruges - og hvis vi plukker dem fra træet er det endnu bedre. Der er alle dem vi overhovedet kan bruge - og flere til.

Men selv om vi har overflod og mange der skal køres væk, så er det også smukt. Det er så smukt med alle de røde farver over alt. Træerne ligner nogle som er klædt på til havefest, og rundt om på bordene ligger der små bunker af "de gode".  Men sensommeren er over os, og snart kommer efteråret også.... og de varme farver og det lave lys er begyndt at indhylde haven - og det er egentligt også ret hyggeligt.

Æblekager er det blevet til en del af..... måske også lidt for mange hvis man tænker på den fløde der følger med. Men ej hvor er det bare lækkert med sådan kage. Den kan laves på 5 minutter og den gør alle glade. Jeg tænker at vi i weekenden måske skulle inviterer familien forbi - for vi kan da altid lige fejre ét eller andet.

I haven mæsker hvepsene sig i æblerne... og lige nu har de en stor buffet. Mine dårlige fødder fortæller mig at det ikke er i dag de bliver samlet ind, og i morgen kommer regnen vist væltende.

Men hva´.... Jeg smiler alligevel for nu er min ferie startet. I morgen følger min søde mand med, og inden længe drager vi på eventur ud i verden. Jeg har tænkt, at jeg også denne gang vil lave en lille rejsedagbog herinde. Jeg håber I har lyst til at kigge med... for jeg glæder mig utroligt meget til det jeg skal dele med jer.

Dejlig weekend til jer