onsdag den 30. marts 2016

Ku´ du fristes ????

Kan du - og din hund, fristes af en fin ny hundeseng?? 
Jeg har nemlig én til salg her ind i mellem at jeg er igang med at lave senge til alle de søde mennesker som har bestilt én hos mig. Sengen er en bestilling som som "ændrede farve" under vejs - derfor er denne fine blå/turkise seng nu ikke længere solgt på forhånd. Måske det er noget for dig? 


Sengen er ca 49 cm lang og 34 cm bred (indvendige mål) og ca 16 cm høj - altså perfekt til den mindre hund ♥ Prisen er 750 kr ♥


Som sædvanligt går ALLE pengene til gadehundeprojektet KAT-Centre i Nepal, hvor jeg ved at hver en krone gør en forskel for det de skal nemlig dyrene. Her har personalet hjertet på rette sted, og de kommer uendelig langt for pengene. Hér føles det godt at donerer til, for her ved jeg hvordan der rent faktisk kan gøres en forskel.


Hvis du ikke tidligere har hørt om mit projekt med de hæklede hundesenge, så kan jeg fortælle at det er mit hjertebarn. Jeg hækler sengene af garn som jeg får doneret af søde mennesker, og jeg sælger sengene til andre søde mennesker som gerne både vil have en fin seng, og samtidig være med til at hjælpe nogle hunde i en anden del af verden. Jeg sælger sengene via Facebook og bloggen - når jeg altså ikke lige har travlt med at lave de senge som jeg har bestillinger på.


Du kan se mere om mit lille projekt på siden om sengene her på bloggen. Du kan se de senge jeg har lavet og læse mere. Du finder linket både i menuen og HER. Du kan også besøge mit album på Facebook hvor alle sengene som jeg har lavet også kan ses. Du finder mappen via linket HER.

Er du interesseret i denne seng? Så send mig en MAIL


mandag den 28. marts 2016

Vores indkøb......

Som lovet kommer her det guld som vi havde med hjem fra vores skønne tur til butikken Rathjens Depot i det nordtyske. 

Lad mig lige nævne at jeg kunne have tømt butikken for både det ene og det andet lækre møbel og diverse andet guld. Men i erkendelse af at vores hus er ganske småt, må jeg vælge de få ting ud som jeg virkelig ikke kan leve uden. Derfor er mit shoppinggen altid begrænset af "lidt men godt".

Here we goes....


Min søde mand har udviklet en mindre passion for god whisky og rom. En passion som har hjembragt gode og utroligt flotte flasker til huset, og da whiskyskabet jo er til whisky, så måtte der jo findes på noget andet til hans rom. Det tog ikke min veninde Sanne og jeg lang tid at blive enige om at dette lille bord var perfekt til formålet, og jo - min mand var heller ikke svær at overtale.


Bordet har det fineste lille "rækværk" og vi kunne straks se at ideen om et "bar-bord" sagtens kunne kombineres med indretning og den stil som vi godt kan li. Det har masser af patina, men som alt andet i butikken var det helt rent og pænt. Og det er et unikt møbel som vi aldrig er stødt på før - og som tilmed er intet mindre end perfekt i vores lille stue. Ihhh hvor var det bare et godt fund :-)

Nåååe ja - et par af flaskerne var vel også fra dén side af grænsen.


Jeg har jo en svaghed for glas i blå og grønne farver. De der helt lyse farver som bliver så fine når lyset skinner igennem dem. Derfor måtte jeg bare eje det store gamle glas her, lige om de gamle franske sylteglas. 


Nyanskaffelserne står nu og pryder vores vindueskarm i stuen, og giver et forfriskende nyt pust. Foråret bliver unægteligt lidt smukkere, når solens stråler rammer det grønne glas inden de bliver kastet videre ind i stuen. Og så er det jo bare helt perfekt at magnolien står i blomst. 




På vores badeværelse står nu denne fine lille krukke med låg. Den var bare SÅ fint og kaldte nærmest på mig. Den er helt perfekt til mine smykker, og gør det godt i min "makeover" af rummet. Mere af den slags tak :-)


Gamle fajancekrukker er også noget jeg har kigget efter noget tid. De er både fine og lidt rå på samme tid, og som potteskjulere og vaser elsker jeg dem særligt meget.


Jeg var heldig at finde to af dem hos Rathjens depot, og selvfølgelig skulle de med hjem :-)


Jeg håber I har haft en dejlig og hyggelig påske allesammen. Her har dagene stået på både arbejde, projekter og masser af ting som er kommet fra hånden. Familiefrokoster og hygge er det også blevet til, men mest af alt så har vi nydt at have tid til at nå så meget.


* SPRING TIME *

søndag den 27. marts 2016

Som at komme i himmelen.

I sidste uge var vi eventur sammen med vores gode venner Sanne og Bent til nord tyskland. Ja sådan en dejlig tur hvor vi bare skulle hygge os sammen og gå på skattejagt blandt smukke gamle ting i en ganske særlig butik, og så den mere traditionelle shopping i de velkendte grænsebutikker.


Grænsebutikkerne får I altså ingen billeder fra... men den anden butik var så fantastisk og smuk at jeg slet ikke kunne holde igen. Butikken hedder Rathjens Depot og jeg er VILD med den.


Jeg havde glædet mig, som et lille barn faktisk, til at komme afsted på hyggetur og til at opleve butikken. Efter at have slugt samtlige billeder på butikkens Facebookside, og vores venner fortalte om deres store begejstring over at opleve den, så kunne jeg næsten ikke vente. Udsigten til en hel dag sammen med så gode venner og skattejagt kan man jo kun holde af.


Butikken er fyldt med alt godt i stilen vintage, shabby-chic og industri-look. Masser af Nordiske og franske fund... og så samlet på ét helt fantastisk sted. Alt er bare så fint og rent, og duften og stemningen får virkelig mit shoppegen til at galoperer.


Butikken gemmer mange mindre rum, og mange af rummene gemmer på hver deres tema eller farvetema. Rummet lige inden for døren var fyldt med alt godt til haveelskeren.... altså MIG... og det var her jeg skulle huske at trække vejret. Der var SÅ mange fine og fantasiske ting, som alle ville være umådeligt smukke i vores have.


Jeg fik alt for få af de fine ting med mig hjem......  men så er der jo en god grund til at komme tilbage inden længe.


Det grønne værelse er som en drøm... jeg er vild med de farver og lyset får magien frem i alle de gamle ting. Min veninde var ligesom jeg nysgerrig og vi måtte bare se hvad skabet gemte. Smukke gamle glas - grønne selvfølgelig. Et par af dem kom med os hjem - for ved nærmere eftertanke så kunne jeg ikke leve uden.


Det næste rum var mere "råt". Her var maser af godt i "industri-look" og de lækre møbler, og lamper stod nærmest i lag.


De store rum er fuldt med de store lyse møbler, og alt det som kræver plads og rum omkring sig. Her er der rigtig mulighed for skattejagt... og dét benyttede vi os af :-)



Her er masser af stemninger og smukke møbler. Store og små - og mange helt unikke. Her er alle de dér særlige ting som bare føles rigtig godt at bringe med hjem til éns hjem, og som ihvertfald får mig til at smile.


Jeg fik masser af gode ideer og masser af indtyk med mig hjem... masser af inspiration og masser af gejst. Mange fine opstillinger fyldte butikken, og den ene var flottere end den anden.




Sjældent - ja nok aldrig, har jeg set en butik med sådan et udvalg. Der var virkelig mange møbler og alle var de pæne, rene og i orden.


Flere af tingene var i kategorien "showstoppere". Dem der får alle til at stoppe op og bare at beundre eller betragte. Hvad man har lyst til at beundre er jo en smagssag - men jeg var vild med den gamle og slidte hest. Desværre byder vores lille hus slet ikke på det rette sted for den.


Jeg stod på hovedet i skabet med gammelt fajance, dog uden at finde hvad jeg søgte. Men oplevelsen og jagten.... ihhhh hvor jeg elsker det.


I anledningen af påsken var de små påskeharer fundet frem. Ja - jeg er stadig ret vild med dem, men da min søde mand ikke deler min imponering lod jeg dem alle stå på hylden. Måske hvis jeg falder over én gammel udgave en gang, jeg falder for fristelsen.


Vores køb er kommet på plads i stuen.. og jeg glæder mig til at vise jer dem. Det er virkelig fine ting, og særligt det lille møbel vi havde med hjem er helt fantastisk. Jeg viser billeder fra stuen i næste indlæg :-)


Er du ligesom jeg til denne stil, så vil jeg da bestemt anbefale dig at kigge forbi hos Rathjens-depot. Det ligger ikke langt fra den grænsen - og slet ikke langt fra motervejen. Du møder den mest venlige betjening og du vil betages af hvor stort og overvældende stedet og alle de smukke varer er.

Du kan se mere på deres hjemmeside HER eller på deres facebookside HER


Det var en utrolig god og dejlig tur - på alle måder. Mine energi og glædesdepoter blev fyldt op af de skønne timer og oplevelser sammen med vores gode venner, og mine kreative tanker og ideer om indretning har igen fået nyt liv. Jeg må tilbage til butikken inden længe og hente de ting som jeg glemte sidst. Noget bliver overset og nye behov kan jo opstå vej hjem ikke? ;-)
* Rigtig god og glædelig påske *

lørdag den 19. marts 2016

Så er rengøringen i gang....

Man skal jo starte et sted... og jeg starter altid forårs rengøringen i Orangeriet bedst i dét hjørne hvor vores gamle jernseng står. Så er der ligesom godt og rent dér... og det bliver med ét både mere hyggeligt og smukkere at være derude når nu resten også skal ordnes. 


Og så er jeg mester i små og afgrænsede projekter. Laver kun små aftaler med mig selv, og sætter ikke næsen op efter at nå alting på én gang. Sådan holder jeg bedst til at få noget fra hånden... og sådan kan jeg holde humøret i den høje ende imens.


Flere af foråret nyindkøb til Orangeriet er i hus. Endelig havde IKEA de lyseblå fleecetæpper igen, og dem har jeg alligevel svært ved at undvære. Der blev også købt nye og tiltrængte gardiner. De skal blot lige en lille tur igennem en symaskine, og så sættes op til sommeren.


De nye fleecetæpper har fået selskab af nyvaskede vattæpper og de store hvide og bløde hovedpuder. Sammen gør de noget rigtig godt for hyggen, og vores sommer oase tager så småt form.
Lad mig bare sige... at som jeg lå der og nød udsigten til den blå himmel, som det fine nypudsede glas over sengen gav mig... så gad jeg da godt at resten også allerede var skinnende rent.


Kobberbakken fra Helle Nørby fik nye kakler i - lyseblå som forårshimmelen. De passer perfekt til de små perlehyacinter i farven, og bakken.... den passer perfekt til at sætte sin kop the eller kaffe fra på. Kaklerne er jo nemme sat skifte ud efter humør og årstid - og heldige mig.... jeg har flere smukke sæt kakler i min skuffe.


Rengøringsdamen jubler også over at jorden nu begynder at blive mere tør og knap så klistret. Ja det er ligefrem muligt at have hundene hoppende op og ned i sengen uden at de sætter sorte aftryk af den midt jyske muld på de hvide puder. Det gør også rengøringen en kende mere muntert - at man ved at det også forbliver rimeligt rent. 
Hundene elsker det også selv.... for de elsker IKKE at få tørret deres poter ;-) 


Har du også været i gang med forårsrengøringen? I din stue, have eller drivhus? Det er både hårdt og giver hænder der ligner rosiner. Men det er også yderst tilfredsstillende.... for det bliver bare så fint og flot, og gør, ihvertfald for mig, at jeg godt kan nyde det imens. 


***
Hvis du har forelsket dig i kobberbakken fra Helle Nørby, så ved jeg at hun netop nu har fyldt op i hendes shop med nye kakler og nye bakker, og der er også en god pris på dem her op til påske. 
Du finder shoppen HER og hendes Facebook side HER
***

fredag den 18. marts 2016

I øjenhøjde med foråret

Ihhh hvor føler man sig heldig når man får lov at opleve SÅDAN et fantastisk forårsvejr.


Varmen og alt det klare lys er uendelig godt for sjælen og humøret, og følelsen som foråret altid giver én... at få lov at starte på en friske endnu en gang, det er næsten lige så godt som at få et kys af dén man elsker.


Jeg har være ude med kameraet og fange alle de forårsbebudere som vores have har at prale af. Nogle af dem kigger endnu blot op over jorden, og andre står med ranke stængler og siger "se mig".



Tulipanerne har jeg glædet mig særligt meget til, og det med spænding. De uendeligt mange løg som vi har sat de sidste år er på vej op, og forhåbentligt vil de igen i år give os et smukt blomsterflor.


Påskeklokkerne er er nogle af mine ynglings. Elegante og sarte på samme tid, og selv om de ligesom alt det andet gemmer sig helt i jordhøjde så er de værd at bøje sig ned for at se nærmere på.


Perlehyacinterne som er sat i haven er godt på vej. De små hvide som er plantet i et hjerte hvor vores gamle hund Sherpa ligger begravet, kigger netop op, og de som har haft det lunere inde ved husmuren har selvfølgelig haft mere travlt.



Og de små primula som også står tæt ved huset..... ihhhh hvor er de fine. De viser også deres blomster, og selv om de er både små og få, så er de noget særligt. De er, som mange af perlehyacinterne, også "aflagte" fra vores stuer, som efter endt blomstring er flyttet ud i den store verden.


Havenes ENESTE krokus.... i ensom majestæt ;-)


Krukke-køkkenhaven er også i live. Ja ikke alle krydderurter har overvintret, men sådan er det altid. Hver år må vi skifte flere af planterne ud med nye, men det er vilkårene når vi vælger at have dem stående ude om vinteren.



Hvert forår tænker jeg "hvad er det her mon?". Og måske en dag jeg får sat mig godt ind i plantenavnene, skrevet dem på plantepinde og så placeret rundt i bedene. En dag.... når der er masser af tid. Jeg aner ikke for godt hvad der er hvad, men jeg har en fornemmelse for hvordan de vil se ud til sommer, og det er egentligt nok for mig i det daglige.



I det store hele så ser det jo stadig lidt gråt ud derude - også selv om solen skinner og himmelen er blå. Men hvis man blot liiiige stopper op og kigger ned en gang, så ser man at alt pibler op og alt er på vej. Og selv om det syner småt, så har det en vild effekt. Måske fordi der ikke er så meget andet at konkurrerer med - måske forde vi har hungeret efter noget grønt, friskt og noget som varsler at et nyt år er startet.


Foråret får mig altid til at skærpe sanserne... for hvis man vil se og opleve noget, må man også tage tiden til at tage det ind. Og det har jeg gjort idag.... fået en "morfar" i Orangeriet, nydt stærene og de andre småfugles ihærdige pippen, og set og duftet blomsterne.


Ja - jeg har været i øjenhøjde med foråret, og jeg har haft den dejligste dag.