søndag den 14. oktober 2018

Genstarten af et bed - i løvfaldssommeren

Sikke da et fantastisk vejr vi har haft i denne weekend. Den smukkeste blå himmel og sommerlige temperaturer - og så endda så sent på året. Min weekend startede allerede onsdag aften, så jeg har haft godt tid til at nyde det hele, og tid til at lade øjnene vandre rundt i vores have. Og når der er tid til at iagttage - så er der også tid til at lade tankerne og ideerne komme til én. Og jeg fik mange gode ideer og påhit. 


Ja - det er ikke ene nye tanker, for en af dem, har været oppe at vende flere gange. Men nu kunne jeg pludselig både se det for mig, mærke energien og mærke varmen fra solen. Det var vist tid endelig at få lidt orden i vores "kaosbed" igen.


Kaos-bedet - ja det bed har mange navne. Det har i sommeren her også heddet "mosegrisebedet" for det var her at en mosegris i forsommeren hærgede. Store huller og undermineringer prægede landskabet og selv om Mr. Mosegris måtte forlade denne verden, var det tydeligt hvor mange planter den havde taget med sig på vejen. Den varme sommer gjorde det af med det sidste af de "afspiste" planter - og efterfølgende har kaos bare fået lov at råde. Ærligt - opgaven var lidt for stor syntes vi.


En genstart var den bedste løsning vi kunne finde på - altså at starte helt fra bunden igen.

Alt undtagen magonlietræet og "due-fontainen" skulle graves op, og alt skulle sorteres. Brugbare og gode planter blev gemt, og afgnavene og halvdøde fik altså lov at følges med ukrudtet til genbrugsstationen. Et stort arbejde - ikke mindst at få pillet skvalderkålene ud af rødderne på de gemme-værdige stauder, men vi håber det lønner sig, og vi vil få bare lidt mindre "skvalder" i det bed.


Min søde mand har været arbejdshesten i projektet - lad mig bare være helt ærligt omkring det. Han har knoklet i timevis med spaden, og hans ihærdighed fik ham også til at si en del af jorden for at få rødder og andet sorteret fra. Men selv stædige mænd som godt kan li´ en fin have, må overgi sig - armene blev simpelthen for lange af alt det sien, og projektet ville strække sig over alt for mange weekender. Vi måtte ty til den gode gamle, og knap så grundige, måde - dén med spade, rive og håndsortering, og så håber vi at resultatet alligevel bliver godt.


Lørdagens arbejde sluttede da bedet var ryddet, rengjort og rettet af. Ja temperaturen og gejsten fejlede ikke noget, men da det som bekendt er svært at plante i mørke og med utroligt trætte arme, valgte vi at nyde aftenen med levende lys i haven og en god drink i stuen.


Hundene syntes det har været helt fantastisk med sådan et haveprojekt. Det har været lunt og godt at være med i haven, og særligt i dag var bestemt interessant da vi jo skulle grave huller!!! Ja Sarpa sad fint midt i det hele og bare så til imens jeg plantede. En gang i mellem kom snuden lige tæt nok på, og den hvide pels var så... ja knap så hvid.


Beddet har nu også fået lidt flere "faste elementer" - planter som skaber højde og liv hele året rundt. Et par af de mange hortensia som jeg har stående i krukker ville vist gerne ud i den virkelig verden - ja ligesom et par af mine buksom vist også trængte til lidt luftforandring.  De står nu på - forhåbentligt, velvalgte steder, og jeg håber de vil give noget til bedet som det altid har manglet.


Da alle planter var på plads blev vandslangen fundet frem. Planterne var lidt trætte efter den tid de lå i venteposition til den nye rene jord, men jeg tror de nok skal klare det. Største delen af de mange gemte planter er geranier og jeg ved at de er utroligt hårdføre og nemme at plante om. Foreløbig får de lov at stå et par dage med deres grønne toppe. De som retter sig får de lov at beholde den, og de som måske ikke er helt så friske bliver klippet tilbage.


Så her er det færdige bed.....  Vi syntes selv det ligner en fin "genstart" men egentligt ved man det jo ikke. Det er et stort arbejde men gudskelov kunne vi nyde det fine vejr samtidig. Et job der måske er en kende træls og hårdt - det er bare ikke sjovere hvis det regner og er råkoldt. Nææææ..... så er jeg meget mere til løvfaldssommer.


Jeg håber I alle har nydt de usædvanlige dage vi har haft. Solen og varmen - og følelsen af at få en sidste bid af den mest fantasiske sommer i mange mange år. En lille bonus faktisk :-) Jeg har ihvertfald nydt det, og glæden ved at være i haven og alt det vi har fået ordnet kan sagtens overdøve min trætte krop og alle de ting jeg efterhånden har samlet til mig som gør ondt. Man bliver bare glad af at gå i haven. Nu venter en ny uge med fire dage på job, inden jeg igen kan glæde mig over at have tid til haven. Og så håber jeg at kunne få flere af mine gode have ideer og planer ført ud i livet.

*To plant a garden is to believe in tomorrow*

søndag den 7. oktober 2018

Sensommer i glashuset

Ja det er ikke meget vi har brugt vores glashus i år... ja faktisk har vi aldrig brugt det så lidt. Men sommeren har vist heller ikke været så fantastisk i uendeligt mange år, og vi har slet ikke haft det samme behov for at sidde skærmet for vind og vejr. 


I perioder har vi kun sneget os derinde for at vande - det har været ganske umuligt at holde ud at være derinde. Nååååe jo  - hundene har gladeligt nydt en middagslur inde i varmen, men de er altså også særligt varmeelskende. Trods vi har lette gardiner til at skærme for solens stråler så har det ikke kunne holde temperaturen nede, og vi - og oliventræet, har måtte trække os uden for. 


Men vores pelargonier har holdt stand, og selv om de ikke er helt så frodige som mange andre år, så har alle været i god vækst. Blomsterfloret har været lidt mindre, men det kunne jo også have noget at gøre med, at jeg ikke har fået nippet de visne blomster af så hurtigt som jeg normalt ville. De står nu flot med blomster og lidt gullige blade - og duften den kan jeg stadig nå at nyde. 


Som alle andre år er det omkring denne tid at tankerne melder sig..... "hvornår skal planterne mon ind for vinteren?" Ja endnu er det for tidligt, men jeg ved at lige pludselig så slår vejret om og der er kort tid at gøre godt med - ja det kan også være at det måske ikke bliver koldt, men bare surt og vådt at gå ude i, og så er det altså godt at være på forkant med det store arbejde. 


Men det føles lidt underligt - for hvor blev de stunder af som vi plejer at ha´ herinde. Duften af pelargonier når de bliver nusset og ordnet, og genskæret af de hvide og sart rosa blomster når tusmørket falder på. Ja jeg ved det jo godt... de blev byttet væk for de mest fantastiske stunder ude i haven - sol og varme, og lange vidunderlige sommeraftener. Det har været uendeligt dejligt - og det bytte er egentligt helt okay med mig.


Men jeg har savnet de små ting som gemmer sig derinde. Fine små fund, smukt botanisk brugskunst og stemningen af hule. Jeg er tingfinder og redebygger, og jeg elsker at omgive mig med smukke ting som betyder noget for mig. Den smukke sten fra By Helle Nørby er en af mine ynglings..... smuk og enkel, og ja... bare virkelig smuk.


Man skulle også tro jeg havde startet en samling af vandkander..... det er ikke helt korrekt, og så alligevel. Jeg ville elske at have en smuk samling af kander - brugbare vel og mærke, men det har jeg ikke. Det er øjensynligt svært af finde en kande som er både lille og pæn, tæt og som ikke stopper  blot der der kommer blot et lille blad fra nedløbsrøret med i vandet. Og indtil den rette kande en dag finder vej hjem til mig, så sjusser jeg rundt med min lille samling af utætte, tilstoppede og ubrugelige kander :-)


I dag er en smuk dag, og solen skinner ned til os. Forude venter en uge med meget lune temperaturer for årstiden, og jeg håber at få mulighed for at nyde det hele sidst i den nye uge. Det er altid hårdt når hverdagen skal igang igen efter sådan en sygeuge som jeg lige har haft, men jeg håber og tror at lidt selvforkælelse sidst på ugen vil gøre underværker.

Rigtig god søndag til jer alle 

søndag den 30. september 2018

Sensommerhaven

Sommeren er slut for i år, men det er altså for tidligt for mig at bruge ordet efterår. Derfor er sensommer en ret god betegnelse....
Haven bærer præg af at livet har været fuld af mange andre ting end lige den, men heldigvis er den alligevel skøn i alt sit rod og kaos.


Alle vores dahlia som jeg i højsommeren nok slet ikke troede ville blive til noget har overrasket mig gevaldigt, og nu gror de uden lige, og bærer til min store glæde masser af blomster.


Det ses tydeligt at jeg ikke havde regnet med at de fik brug for støttepinde, for faconerne snor sig på underlig vis efter at være blevet rettet op alt for sent. Ja en har jeg måtte opgive at få rejst op, men jeg kan så fortælle at den også gør det glimrende som "bunddække". Men uanset faconerne og gro-retning så kvitterer de med masser af de smukke blomster.


Bedene langs det nye hegn gror også virkelig godt, og med undtagelse af flere klematis og en rose så har det hele fået godt fat. Ideen om at kunne gå tørfoddet rundt i haven på den nye sti, havde nok krævet at jeg havde plantet de mange geranier tættere på hegnet, men foreløbig er det løst ved at klippe stien fri - senere kan det være jeg flytter dem lidt.


Pæoner står med det fineste løv, og midt i alle de rødlige og brune farver... ja så dukker flere ting op som måske har valgt at tage sig endnu en omgang med blomstringer og nye skud. Ja haveåret har været lidt specielt på mange måder og den voldsomme varme og tørke får helt sikkert planterne til at opføre sig anderledes.


Roserne står flot, og hvis det blot ikke vælter ned med regn, så kan de lyse op i mange dage.


Dagene bliver kortere og jeg bruger mindre tid i haven. Mange krukker ser lidt trætte ud og andre shiner virkelig med det smukke farvede løv. Jeg samler altid de fineste dér hvor vi bedst ser dem - på den lille terrasse foran havedøren, ved hoveddøren og hvad der ellers kan spottes fra vinduerne.


Frem fra havens gemmer er også kommet de store gevir, og fra Rema er hjembragt nogle af de fine grålige græskar. Ja hvem der bare havde en køkkenhave til selv at kunne dyrke dem... så heldig er jeg ikke.


Vores køkkenhave begrænser sig jo til et højbed - af den gode slags, men desværre ikke med plads til ALT det vi gerne vil have. I år har vi høstet godt at vores kartofler, ligesom vi stadig nyder salat og masser af purløg. Lidt men godt. Efter kartoflerne havde rømmet pladsen har et par af de store krysantemum fået lov at komme til. Tom jord er lidt spild, og de lyserøde bomber er da meget mere festligt end alt det brune.


Hundene er glade for de dage hvor der er sol og tørt - våde fusser er ikke populært, og særligt det våde græs er virkelig et "no go". Vi har nu fået det ned i normalt højde igen, efter vores ferie-fravær, og tænk som en nyklippet plæne pynter på sådan en have.


Lukla sidder her og nyder udsigten over haven.... og hvad der er at se af vejen. Ja vores hegn er fantastisk til at skabe ro og rum for os, og vi er helt ubeskriveligt glade for det. Men hvis tibberne skal holde øje med hvad der sker.... og det må de selvfølgelig gerne, så er det godt at sætte sig lidt højt for at få lidt overblik.


Jeg håber I nyder jeres weekend og at I får brugt soltimerne på bedst mulig måde. Jeg samler energi og overskud til at komme igennem den næste uge, hvor min "dårlig ven helbredet" kommer på besøg. En uge der blot skal overståes, og som jeg håber at kunne lette lidt på ved at kunne slå mig ned i drivhuset.

* Happy sunday *

søndag den 23. september 2018

At rejse er at leve.....

Man siger at rejse er at leve..... det kan der være noget om. Jeg tror ihvertfald på at man lever bedre hvis man har en masse gode oplevelser i sit liv, at man ser andet end de samme "4 vægge" og at man får den der massive dosis glæde og indput bare en gang imellem. Jeg tror også at rejser får én til at mærke sig selv bedre.... at mærke man lever. 

Æggene i Gledivik
Jeg har ihvertfald mærket mig selv på vores Islandsrejse - både den gode og den dårlige side. Men altså - mest af alt så har jeg mærket glæden og den dybe ro, og jeg kan leve længe på alle de fantastiske oplevelser vi har med os hjem.

Seydisfjordur
Island er på alle måder fyldt af energi - det er overalt. Landet er jo i konstant bevægelse med sin vulkanske aktivitet og den termiske undergrund. Det varme vand bobler op af jorden, og naturens kræfter og formåen er meget tydelig og overvældende.


Vandfaldene er over alt - store og små, og nogle (som det her) som krævede en mindre vandretur op i fjeldet. Når man står ved siden af sådan et kan man virkelig mærke suset. Suset af vinden og regndråberne i ansigtet, suset af blodet der ruller rundt i kroppen - og så lige suset af at være lillebitte i en stor verden.


Man mærker også at der findes mere i mellem himmel og jord end vi måske er vandt til at tænke på.....  at der er underjordiske væsner som helt naturligt bliver en del af den hverdag man lever.

Under klipperne her skulle elverdronningen eftersigende leve... og det tror jeg på.


Islændingene har alle dage troet på det - og rent praktiske bliver der også i dag konsulteret med den del af verden, hvis der skal bygges eller ændres i landskabet. Og man kan jo tro på det eller ej... men følesen af "noget" kan man ikke bare ignorerer - og jeg følte en stor respekt når vi var på disse specielle steder.


Vores lange køretur rundt langs landets kyst har budt på alt muligt.... store og små "seværdigheder", men alle oplevelser som jeg har taget ind og som jeg har tænkt over. Når man rejser som vi gør, selv kører rundt og gerne kører lange stræk, så er der tid til at bearbejde indtryk og tanker, og sikke vi får talt om alverdens ting. Livets store og små spørgsmål.... og de helt simple "hvor skal vi spise vores frokost" ;-)


Et af de "største steder" vi gjorde holdt var ved de store vandfald Dettifoss og Selfoss. De ligger tæt efter hinanden og oplevelsen bliver nærmest dobbelt så stor når man kan opleve flodens forløb.


Synet man som besøgende får er næsten ikke til at tro... det er virkelig enormt stort. Eller måske det faktiske er lidt for stort til at nogen kan forstå det? Det virker som om mange slet ikke opdager hvor enormt og også skræmmende det er - for man kan undres over hvor letsindigt nogle turister opfører sig i deres jagt på selfier og feriebilleder.


Om folk mangler respekt for naturen og dens kræfter, eller måske endda mangler respekt for deres liv ved jeg ikke..... men jeg føler mig heldig at jeg ikke skulle overvære nogle ulykker.


Ja vi rejser for at leve.... for at leve og opleve. Tænk at kunne stå der og bare nyde den blå himmel, regnbuen fra vandfaldets regndråber, og ét af verdens smukkeste vidundere. Det er da fantastisk.


Ja vi er velankommet til Danmark igen - det gjorde vi i fredags da stormen Knud besøgte landet. Et lille vindpust i forhold til den vind der vinkede farvel til os på Island, men det var godt at komme hjem og se at alt stod godt til i haven. Det gjorde det, og jeg skal nok vise jer lidt stemningsbilleder derfra en af dagene.

Flere billeder og små fortællinger fra Island er også på vej.... for der er noget helt fantastisk som jeg gerne vil vise jer.

lørdag den 15. september 2018

Is og diamanter

Man siger at ikke alt der skinner er guld og det er ganske rigtigt. Der er meget der glimter og ligner diamanter - men det forsvinder ofte alt for hurtigt, eller er slet ikke af nogen værdi. 

Efter en virkelig værdifuld morgen hvor vi var oppe med fuglene og stod klar på stranden for at tage godt imod solen, drog vi tilbage til området med de smukke gletchere fra aftenen før. Her ventede både is og diamater på os....


Gletchersøen var bestemt også smuk i dagslyset og selv om vi havde en del mere selskab af andre turister var det bestemt en stor oplevelse.


Det isblå vand og de store stykker is som glider rundt i søen som svaner er meget betagende. De nærmest bøjer nakken og spejler sig i det klare kolde vand.  De blå og turkise farvetoner blandes så fint med alt det hvide sne og skyerne, og de grå fjelde i baggrunden danner rammen om det hele.


Isen i søen er brudstykker af den store gletcher som helt naturligt knækker af - et af naturens store scenarier. Den virker så fast - men som alting andet på Island, er den i konstant bevægelse.


Ja motiverne står i kø, og det er svært at løsrive sig fra det hele. Dog bliver der også lidt tid til et par billeder af os selv en gang imellem :-)


Søen har et ganske kort udløb til det store hav, og hver dag sejler uendeligt mange af de store "issvaner" med ud i havet. Her sørger de store bølger for at isen igen bliver flyttet.... de ender som de smukkeste diamanter på den sorte strand.


Det ligner virkelig diamanter, og navnet "Diamond beach" forstår jeg godt. Det er magisk at se hvordan lyset spejler sig og bliver reflekteret, og med den sorte strand som baggrund gør de sig særligt godt.


Men disse diamanter holder ikke evigt. De shiner for dem som forstår at nyde dem, bliver fotograferet utallige gange - og så bliver de ellers mindre og mindre, for til sidst at forsvinde.  Et kort men smukt "liv" - som jeg ihvertfald har været virkelig glad for at opleve.

Stranden med isen og den smukke gletchersø har facineret mig meget, og er helt bestemt blevet et "happy place" for mig.  Og ja... ham min rejsekammerat var vist også ret begejstret, så måske han kan lokkes med herop igen en gang.


Ja jeg er uendeligt bagefter med mine opslag, så I har meget tilgode :-) Men oplevelserne står i kø, timerne er få - og så er der kø ved pc´en ;-)

Vi ses