søndag den 26. maj 2019

Sommere flytter inden for

Haven bugner med blomster - virkelig mange blomster. Synet at alt det grønne løv og de mange friske blomster får mig til at smile, og følelsen af sommer kommer krybende, også selv om temperaturen ikke er så sommerlig som jeg kunne drømme om. 


Men når jeg nu ikke har den store lyst til at ligge på græsset og nyde synet, så nyder vi i stedet at fylde huset med det friske og sommerlige "have-look".


Min svaghed - de mange gamle apotekerglas, gør det som vaser over alt i huset, og med dem kan man med ganske få blomster få en stor effekt. De indgår altid i mine opstillinger, og sammen med glas, porcelæn og små finurlige ting, så bliver det til en samlet "Susan-buket".

Ja lige nu er det ikke blomster vi mangler, og store prangende buketter kunne sagtens trylles frem til hele huset, men der er nu noget over de små samlinger og opstillinger.


Særligt vores overflod af Geranier gør det godt i buketterne. Ja Geranier er en af de planter jeg ikke kan få nok af i haven, og min flittige samlen på dem, giver temmelig godt pote i år. Det ser ud til at de alle står virkelig flot derude - og der er nu heldigvis "plads" til at få delt nogen af dem, og til at tage godt ved med blomstersaksen.


Nu dufter stuerne..... de dufter af sommer. Det må være duftfriskere på den helt rigtige måde - friske grønne blade og den søde duft fra blomsterne. Særligt syrenerne spreder den sødeste duft. Det er en kort luksus som skal nydes når "det er tid". Og syrentid - det er lige nu.


Min mand er sød til plukke blomsterne og så arrangerer jeg i vaserne. Han vælger altid nogle andre slags end jeg selv gør, så buketterne bliver aldrig de samme som hvis jeg selv gik en tur med blomstersaksen. Sammen flytter vi sommeren ind i stuerne - duften, følelsen og synet.


Nu starter en ny uge - en uge som bliver festlig og med masser af sjov og ballade. Ja det er såmend Sarpa´s søster Nyima som kommer hjem på ferie, og vi er forberedte til fingerspidserne på den fest de to tvillinger med garanti vil holde. De kunne begge fejre deres 4 års fødselsdag i onsdags - og jeg tænker der skal fejres lidt én af dagene.


Med billedet af Sarpa og hendes føs´da´s gave - den lyserøde enhjørning, vil jeg gerne ønske jer alle en rigtig god og skøn ny uge.

Tusind tak til min søde mand for billederne :-)

KNUS

4 kommentarer:

  1. tillykke med hundene :) :) - Jeg holder også meget af syrenduften :), de minder om min mormor som altid havde en vase stående når der var syrentid ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

      Slet
  2. Dejligt indlæg kære Susan. Jeg blev helt glad indeni af de smukke billeder. Det er så skønt at kunne tage fine, duftende blomster ind. Og du er da en knag til at arrangere dem smukt. Er helt solgt over billedet af Sarpa og hendes føsdawsgave (nordjysk ;))
    Rigtig god ny uge til jer.

    Knus
    Lone

    SvarSlet
  3. Smukke buketter og så fint med få blomster i få glas sammen.
    Herligt billede af hund og enhjørning ;-))))

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.