søndag den 19. maj 2019

1 - 2 - 60 nye planter

I dag har været havedag - en ganske skøn en af slagsen. Vi har nået alverdens ting og projekter, og imens solen har sørget for varmen, så har vi stille og roligt fået ordnet flere ting som trængte til vores opmærksomhed. 


Èt af projekterne var at lave nye planter af vores meget velvoksende Geranium. Da vi for 2 år siden lavede bedene langs det nye hegn, blev de geranium som stod i et af de bede som blev sløjfet, delt og plantet her. De vokser nu så godt at de næsten dækker stien, og det var tiltrængt at få fundet stien frem igen. 


Jesper tog sig af "klipperiet" i bedet, og jeg forsøgte at følge med med potter og pottemuld.


Det er utrolig nemt at få stiklingerne af en geranium til at blive til en ny plante. Ja egentligt kunne vi bare have plantet dem på deres nye plads, men da der venter lidt forarbejde dér, og vi nok også skal forære nogen af dem væk, så blev de i første omgang sat i potter, så de kan få en god start inden de skal i jorden.


Og lad mig bare sige at mit samlergen virkelig har haft det godt i dag. For alle de plastpotter som jeg har haft gemt i udhuset kom endelig til sin ret - jeg VIDSTE jeg nok skulle få brug for dem. Ja der var ikke mange tilbage, og faktiske blev flere aflæggere plantet sammen, da potterne var lige vel store til bare én. Vi har sådan lidt hurtigt talt dem - og det blev til omkring 60 nye planter. 


Potterne står nu på rad og række - samlet lidt praktisk i løgkasserne. De fylder godt på terrassen, men snart skal de jo videre. Tanken er at vi vil fylde bedet imellem fortorv og hegnet med dem - og så håbe at de kan holde ukrudtet lidt nede. Ja ingen ved om de vil få det godt dér - på en travl "hunde-trafikeret" vej. Men hvis noget kan klare både trampende hundepoter og gymnasiefester - så må det være Geranium.  


Her til aften ser de nye potter lidt trætte ud, men gi´ dem et par dage så ser de meget bedre ud. 


Stien ser til gengæld virkelig fin ud. Man kan ikke se at der er plukket temmelig godt i planterne, og stien er nu farbar for både 2 og 4-benede. For hvem gider at få våde fødder på sin aftenvandring i haven? Nej - det her er meget bedre :-)


Jeg håber I har haft en skøn weekend allesammen. Jeg er heldig og har endnu en fridag i morgen - jeg planlægger at skulle male haveborde, og satser på at kunne komme helt i mål med dét projekt også. 

KNUS

3 kommentarer:

  1. Fin sti 😀 Og sikke mange dejlige nye planter godt der var potter nok 😀
    Med venlig hilsen
    Lene Bedstemorshave

    SvarSlet
    Svar
    1. Denne kommentar er fjernet af en blogadministrator.

      Slet
  2. Det var da et dejligt stykke arbejde at få udført, IG du har ret i at man slet ikke ser, at I har “rodet” i bedet. Så flot en havesti og samtidig nye planter. Grinede lidt ag dit samlergen, syntes jeg kan genkende noget. :)

    SvarSlet

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.