søndag den 14. oktober 2018

Genstarten af et bed - i løvfaldssommeren

Sikke da et fantastisk vejr vi har haft i denne weekend. Den smukkeste blå himmel og sommerlige temperaturer - og så endda så sent på året. Min weekend startede allerede onsdag aften, så jeg har haft godt tid til at nyde det hele, og tid til at lade øjnene vandre rundt i vores have. Og når der er tid til at iagttage - så er der også tid til at lade tankerne og ideerne komme til én. Og jeg fik mange gode ideer og påhit. 


Ja - det er ikke ene nye tanker, for en af dem, har været oppe at vende flere gange. Men nu kunne jeg pludselig både se det for mig, mærke energien og mærke varmen fra solen. Det var vist tid endelig at få lidt orden i vores "kaosbed" igen.


Kaos-bedet - ja det bed har mange navne. Det har i sommeren her også heddet "mosegrisebedet" for det var her at en mosegris i forsommeren hærgede. Store huller og undermineringer prægede landskabet og selv om Mr. Mosegris måtte forlade denne verden, var det tydeligt hvor mange planter den havde taget med sig på vejen. Den varme sommer gjorde det af med det sidste af de "afspiste" planter - og efterfølgende har kaos bare fået lov at råde. Ærligt - opgaven var lidt for stor syntes vi.


En genstart var den bedste løsning vi kunne finde på - altså at starte helt fra bunden igen.

Alt undtagen magonlietræet og "due-fontainen" skulle graves op, og alt skulle sorteres. Brugbare og gode planter blev gemt, og afgnavene og halvdøde fik altså lov at følges med ukrudtet til genbrugsstationen. Et stort arbejde - ikke mindst at få pillet skvalderkålene ud af rødderne på de gemme-værdige stauder, men vi håber det lønner sig, og vi vil få bare lidt mindre "skvalder" i det bed.


Min søde mand har været arbejdshesten i projektet - lad mig bare være helt ærligt omkring det. Han har knoklet i timevis med spaden, og hans ihærdighed fik ham også til at si en del af jorden for at få rødder og andet sorteret fra. Men selv stædige mænd som godt kan li´ en fin have, må overgi sig - armene blev simpelthen for lange af alt det sien, og projektet ville strække sig over alt for mange weekender. Vi måtte ty til den gode gamle, og knap så grundige, måde - dén med spade, rive og håndsortering, og så håber vi at resultatet alligevel bliver godt.


Lørdagens arbejde sluttede da bedet var ryddet, rengjort og rettet af. Ja temperaturen og gejsten fejlede ikke noget, men da det som bekendt er svært at plante i mørke og med utroligt trætte arme, valgte vi at nyde aftenen med levende lys i haven og en god drink i stuen.


Hundene syntes det har været helt fantastisk med sådan et haveprojekt. Det har været lunt og godt at være med i haven, og særligt i dag var bestemt interessant da vi jo skulle grave huller!!! Ja Sarpa sad fint midt i det hele og bare så til imens jeg plantede. En gang i mellem kom snuden lige tæt nok på, og den hvide pels var så... ja knap så hvid.


Beddet har nu også fået lidt flere "faste elementer" - planter som skaber højde og liv hele året rundt. Et par af de mange hortensia som jeg har stående i krukker ville vist gerne ud i den virkelig verden - ja ligesom et par af mine buksom vist også trængte til lidt luftforandring.  De står nu på - forhåbentligt, velvalgte steder, og jeg håber de vil give noget til bedet som det altid har manglet.


Da alle planter var på plads blev vandslangen fundet frem. Planterne var lidt trætte efter den tid de lå i venteposition til den nye rene jord, men jeg tror de nok skal klare det. Største delen af de mange gemte planter er geranier og jeg ved at de er utroligt hårdføre og nemme at plante om. Foreløbig får de lov at stå et par dage med deres grønne toppe. De som retter sig får de lov at beholde den, og de som måske ikke er helt så friske bliver klippet tilbage.


Så her er det færdige bed.....  Vi syntes selv det ligner en fin "genstart" men egentligt ved man det jo ikke. Det er et stort arbejde men gudskelov kunne vi nyde det fine vejr samtidig. Et job der måske er en kende træls og hårdt - det er bare ikke sjovere hvis det regner og er råkoldt. Nææææ..... så er jeg meget mere til løvfaldssommer.


Jeg håber I alle har nydt de usædvanlige dage vi har haft. Solen og varmen - og følelsen af at få en sidste bid af den mest fantasiske sommer i mange mange år. En lille bonus faktisk :-) Jeg har ihvertfald nydt det, og glæden ved at være i haven og alt det vi har fået ordnet kan sagtens overdøve min trætte krop og alle de ting jeg efterhånden har samlet til mig som gør ondt. Man bliver bare glad af at gå i haven. Nu venter en ny uge med fire dage på job, inden jeg igen kan glæde mig over at have tid til haven. Og så håber jeg at kunne få flere af mine gode have ideer og planer ført ud i livet.

*To plant a garden is to believe in tomorrow*

4 kommentarer:

  1. Hej Susan
    Ja, som kom jeg ind her også. Skuffet overhovedet ikke, altid meget spændende at følge jer og pigerne. I har fået skabt et helt unikt lille paradis, så mange finde små oaser rundt omkring, I er rigtig gode til at se mulighederne og få det til at ligne en million. ja det viser bare man ikke behøver at have flere tønder land land for at skabe noget smukt. Mosegrisebedet skal nok blive flot også, selvom det er et kæmpe arbejde at få det hele op, sorteret , renset og få i jorden igen. Men trods alt sjovere når vejret viser sig fra den pæne side af. Selvom det er hårdt ved vores kroppe giver det meget på andre måde. Som en god ven sagde til mig, "du ved du vil får ondt, men du får så meget andet godt tilbage og gør godt på andre områder, at du må se igennem fingere med det, det er jo sandt sagt. Her håber jeg på at vejret holder, da jørgen har 5 dages fri fra onsdagaften, så hedder det opgravning af georginer, tømning af kedelige sommerkrukker, begyndende nedklipning og vinterklargøring, bliver rart med lidt hjælp derude, da mit skrog også skriger og ikke så samarbejdsvillig. Kan Du nu hilse din flittige arbejdshest, godt vi har dem og de har lyst til at hjælpe os. Rigtig god arbejdsuge og pas nu på dig selv. Knus herfra det midtfynske, Pia

    SvarSlet
  2. der er ikke noget mere forventningsfyldt end et helt nyplantet bed. Skvalderkålen er nok sat grundig tilbage, men sikke et arbejde med at pille rødder fra. Den drink har I godtnok fortjent.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet
  3. Det ser ud til at I havde en rigtig dejlig havedag :) Og bedet er da blevet SÅ fint :) Det bliver spændende at se det til næste år når det står fint og flot.

    SvarSlet
  4. Thank for your very good article! i always enjoy & read the post you are sharing!

    ดูหนัง

    SvarSlet