søndag den 12. august 2018

Så kom regnen......

Så slog vejret om, og regnen har været rigelig i denne weekend. Over 30 mm har vi fået de sidste dage, og jeg er så småt begyndt at savne den åbne havedør og sommertøjet. Men haven... den er lykkelig og jeg er glad for at have tid til andet om aftenerne end at vande have.


Ja det hele har været knastørt, så selv om det sejler derude nu, så er der meget at havens blomsterflor vi vist må vente med at se til næste år. Ærteblomsterne har da givet nogle buketter, men det overvældende flor som vi har nydt de andre år har vi på ingen måde kunne nyde.


De stauder som jeg for alt i verden ikke ville miste har fået mest vand fra slangen, og det er også dem der kvitterer med en smule blomster. Ikke noget prangende og overvældende - men måske nærmere en lille "tak" for at vi har holdt dem i live.

'

Kniber man øjnene lidt sammen ligner det stadig en helt almindelig sensommer.  Ja som den nok ville se ud sådan hen i september måned. Jeg er glad for at vi ikke på forhånd havde bestemt for os at holde åben have i år, for det ville have været en stressfaktor uden lige. Og ja - det har ligesom ikke være oplagt at åben havelågen med kort varsel, nu vi på ingen måde syntes der var noget særligt at kigge på. Men næste år... så kan det være vi er mere heldige. 


Men frugttræerne...... de er glade. De kvitterer for den megen varme med masser af frugt, og høsten på vores pærer espalier når helt nye højder i år. Hvad søren skal vi da bruge alle de pærer til.... ?? Skal vi sylte dem - og hvordan gør vi så lige det? Eller skal vi spise os tykke i pærertærter hver weekend resten af året? Kan man lave saft - eller måske mos til fryseren? Jeg glæder mig til at få lavet lidt godt af dem, og jeg er meget modtagelig for gode ideer og opskrifter.


Lyset og himmelen har været meget dramatisk. Særligt igår var himmelen sort og regndråberne faldt tungt, ja alt imens solen skinnede skarpt, og fik alle de våde blade til at skinnne som guld. Sensommer som vi kender det.


Jeg tillader mig at ønske mig lidt mere sommer tilbage...  ja med risiko for at blive upopulær. Jeg er ikke helt slut med sommertøj, solcreme og lune sommeraftener. Jeg savner allerede at det er en selvfølgelig at vi skal grille, og at hundene frit kan færdes ud og ind af huset.


Havehilsner Susan  

3 kommentarer:

  1. ja jeg er en af dem der jubler over både regn og køligere tempereture. jeg har følt mig totalt udkogt i den varme. Så meget regn som jer har vi nu ikke fået, 15mm nu her i eftermiddag stod den på, men det fin regner nu og har gjort det et par timer, så i morgen tidlig er der forhåbentlig en masse i regnmåleren. Så kan der måske komme lidt blomster i sensommeren.
    Hilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. Ja vandet trængte jorden til ,men jeg har det som dig jeg ønsker solen og varme tilbage.Lige nu ligner det efterår med alle de ned-blæste blade og overskyet vejr.
    Hygge til jer

    SvarSlet
  3. Du bliver ikke upopulær, for vi kan heldigvis ikke gøre noget ved det. Men JEG er glad for regn, skyer og normale temperaturer. Det er SÅ skønt endelig at kunne gå i haven uden at vande eller konstant at vurdere, hvor der skal vandes.
    I morges så jeg en hundelufter med stråhat, shorts og sandaler i silende regn. Du må bare på med soltøjet ;-)

    SvarSlet