lørdag den 1. august 2015

Jeg har savnet jer

Ihhhh hvor har jeg savnet jer. Aldrig har det gået så lang tid imellem mine indlæg, og aldrig har jeg været så langt væk fra blogland i mine tanker. Det har været en hektisk og spændende tid, og der har været tusindvis af tanker og gøremål som har fyldt mit hoved og brugt min sparsomme energi. 


Jeg har været forbi og kigge på jeres blogs, så jeg ikke faldt helt af vognen. Fornuftig brug af mine frokostpauser tænker jeg. Men desværre har jeg ikke haft tiden og muligheden til at kommenterer, da mobilen ikke er særlig snedig til den slags. Vores have er blevet cirka lige så forsømt som blogland, og jeg ved knap hvad det er der gror så vildt og kaosagtigt derude.


Men nu tænker jeg, at jeg er ved at være på banen igen. Hvalpene har passeret de 8 uger, så den ene prinsesse, Nyima er flyttet hjemmefra. Den lille Sarpa bliver boende hos os, og bliver en del af vores familie. Gudske lov siger jeg bare. De hvalpe er virkelig krøbet ind under huden på mig, og hvis jeg skulle sende dem begge ud i den store verden, så ville min helt sikkert aldrig blive den samme igen. Nyima bor nu hos nogle af vores meget gode venner - dem der også har Lukla´s mor.

Sarpa er kæk og finurlig, ligesom hun er smuk og har en stor udstråling. Et livs stykke og en stor personlighed, som jeg uendeligt gerne vil give den allerbedste start på livet. Jeg er forelsket - intet mindre ♥


Og at ønske at give hende den allerbedste start, det kræver tid -  masser af tid. Ugerne netop nu er utroligt vigtige når det kommer til indlæring, oplevelser og hvad der skal til for at lave en "komplet" hund, så der er ingen tid at spilde. Ud over at hun gerne skulle møde og tage stilling til alt det hun skal møde resten af hendes liv, så skal der trænes i at være alene, være på børste bordet og være hyggelig familiehund. Ja  - særligt det sidste er jo vigtigt, for hun skal fungerer godt herhjemme i vores hus og have - og hun skal allerhelst også lære at sove længe og hygge i sofaen ;-)

Alt det er svært at nå når der også er et arbejde der kalder - ihvertfald så min samvittighed og mine idealer bliver tilfredse. Men nu... nu har vi startet vores sommerferie, og jeg har glædet mig som et lille barn.


Min ferie startede allerede torsdag aften, så fredag kunne jeg med stor glæde og kriller i maven gå i haven. Jeg ved det godt - i nogle kredse er det tegn på at fornuften er forsvundet - men jeg har bare sådan glædet mig til at komme derude, og hver en lille ting jeg fik ordnet gjorde mig helt utrolig glad. Det er jo vældig - og sjovt. Grinede kun en lille smule af mig selv :-)


Jeg grinede også af Sarpa - min nye havehjælper. Alt blev undersøgt og det imponerede udtryk i hendes ansigt når jeg gik i gang med endnu en ny ting var herligt. Hun forelskede sig hovedkuls i vores koste - hvilket forsinkede det forholdsvis lille projekt som jeg var gået i gang med, op til flere timer. Nej - man er bare ikke så effektiv når der er en hundehvalpe om fødderne af en - men får grinet og smilet utroligt meget, og jeg ved at hun ligesom jeg havde en fest med at være i haven.


Men lidt havearbejde blev det dog til.....
Der er nok at gå i gang med, og selv om fasen hvor man næsten ikke kan se man har været igang er hård, så er det godt at vide at noget ER udrettet. Bedene er vokset alt for store og høje - og alt for frodige og vilde. Ja troede ikke jeg skulle sige det - men måske forde at de ikke er blevet nurset som, så er det bare for meget på én gang. Men planen er lagt, og vi ved hvad der skal flyttes og hvad der må væk..... så det er jo bare at komme igang :-)


Der er elementer som vi syntes er helt perfekte, og så er der dem som bare slet ikke er gode. Så er der dem som jeg godt kan li - men som min søde mand ikke bryder sig om. Alle de forandringer i haven som vi har gået og vendt den seneste tid, er nu ved at være klar til at bliver ført ud i praksis. Det bliver spændende igen at få gang i grensaksen og skovlen - og få grønne fingre. 


Græsset er så langt at vi med garanti ville friste en større flok får hvis de kom forbi. Kun én gang om ugen er plæneklipperen blevet luftet, og det er ikke smart når man tidligt morgen skal ned med en tissetrængende hundehvalp. Man får nemlig temmelig våde fusser.


Mange af blomsterne står utroligt smukt - men hvis man får kigget nærmere på dem, så ser man at lusene er flyttet ind. Jeg hader lus. De næste dage må byde på en udryddelse af de små klistrede bæster.


Sådan helt set fra oven... så savner jeg min fine have og mit ryddelige hjem. Jeg savner at der er styr på tingene og at jeg ved hvor langt jeg er i planer og projekter. Men sådan er det bare ikke lige nu - og det er ganske ok. Jeg nyder at være med når Sarpa oplever verden for første gang, og jeg ved at den tid og oplevelse ikke kommer tilbage. Det er hårdt arbejde og et værre rod - men jeg ved at indsatsen er givet godt ud. Den fine have skal nok komme igen - ligesom vi også en gang vil kunne se vores gulv igen for tæpper, hundesenge og legetøj. Og lige nu så er det altså sådan her at haveglæde ser ud hos os.....


Og hvem ved om ikke det faktisk var en rigtig god og genial ide at grave et ekstra hul lige dér......?? Ja - jeg holder vist på det ikke er, men vi tager det ikke så tungt, og lægger blot en sten i hullet for at undgå at friste næste gang hun går forbi. Måske vi ender med en "sten-have"..... det er også ret moderne for tiden har jeg læst.


Jeg håber I alle har det godt derude, og at I hænger på herinde. Jeg lover at aktiviteten vil stige støt herfra og jeg har tusind ting som jeg gerne vil vise jer og dele med jer.


*Vi ses snart igen *

6 kommentarer:

  1. Velkommen tilbage - og god ferie, Susan!
    Engang imellem er der bare ikke orden på tingene, og når årsagen er en hundehvalp, er det da i virkeligheden skønt :-)
    Jeg glæder mig til at se flere af dine dejlige billeder af både have og (ikke mindst) hunde.
    Kh Nana

    SvarSlet
  2. God ferie, læn dig tilbage og nyd det. Haven løber ingen steder, men får bare et vildere udseende. Nogen gange bruger man energi et andet sted, sådan syntes jeg det skal være. Det er opløftende med billeder af haven som ikke er perfekt. For sådan er livet også. Ik? Havehilsner

    SvarSlet
  3. Dejligt at høre fra dig igen :-). Der er nok at se til med hundehvalpe, så jeg kan godt forstå at både blog og have er blevet nedprioriteret. Sikke en lækker lille darling I har fået jer, hun er da slet ikke til at stå for. Jeg er vild med billedet hvor hun løber hen mod sin mor, det viser så fint hvor meget "go" der er i dem:-). Skønt med ferie og skønt at det gode vejr kommer nu. Rigtig god ferie og havetid. Mange hilsner Mette

    SvarSlet
  4. Hvor er hun da bare for lækker... Dejligt du er tilbage du har været svært savnet... Og det med haven og den ligner jeg ved ikke hvad, kender det godt... Vi har på en lille uge her i Sønderjylland fået over 100 mm, koldt og blæsende. Det er ikke godt for haven... suk.. Men i går inden arbejde fik jeg arbejdet lidt med terrasse og bed, manden lige så med hækken, og i dag tager vi et nap mere, så håber jeg den bliver bare en smule pæn igen... Rigtig go ferie. :0)

    SvarSlet
  5. "Fnis" - jeg kan godt se, at det er en anden udgave af din flotte have end for 1 år siden, da vi var til "åben have"! Men du har fået en specielt yndig og dejlig ny "blomst", som jeg bare slet ikke kan stå for!
    Min lille bitte have er også blevet "lidt for meget" nogle steder, jeg har bare det problem, at mine skuldre og overarme kun kan klare lidt ad gangen, og det gik galt i går. Men det skal nok komme.
    God ferie til hele familien!

    SvarSlet
  6. Velkommen tilbake! Men selvfølgelig forstår jeg at du må benytte tiden sammen med hvalpen, hun er jo ett barn, som trenger mamma! =)
    Hagen går ikke sin vei, og kommer nok snart i orden igjen =) Nyt ferien!

    SvarSlet