I går havde vi inviteret min mor og min søde mands forældre på juletur. Juletur med go´ mad, hygge og så lige lidt shopping - og alle tre ting vidste vi, at vi ville finde hos Savillas på Lundø.
Savillas er en lille cafe og butik - og jeg har altid holdt meget af at komme her. Her får man nemlig utrolig god og lækker mad, imens man sidder midt i hvad der engang var en krostue. Nu er det en cafe med masser af charme og god stemning. Det hele er butik - for overalt er der ting til salg. Der er mere end rigeligt at kigge på, og lade sig friste af.
I cafen er det svært at vælge hvad man skal lade sig friste af. Alt er lavet af gode råvarer - og smager derefter. Menuen er simpel men fantastisk, og i dag blev vi endnu engang overrasket over hvor godt man spiser her. Bare deres "åbne menukort" hvor du kan se alle kagerne er fantastisk, og duften af nybagt chokoladekage mødte os da vi trådte ind af døren.
Da frokosten var bestilt, var det jo oplagt at bruge ventetiden på at gå på opdagelse i alle de fine ting. Den julepyntede butik er altid noget særligt, men uanset hvornår vi har været forbi, så har det været et besøg værd.
Julepynten var fundet frem, og ganske som Savillas´ stil altid er - godt og blandet. Der var masser af farve og pang, men også de klassiske og gamle glaskugler.
Nye ting er blandet med gode loppefund, og denne gang også gamle franske ting.
Nye nisser og gamle nisser... for ikke at tale om en gammel lampe og en gammel stol. Ja de to sidst nævnte kom med os hjem, da de var var rigtig gode bud til vores nye "køkkenafdeling". Og et helt fantastisk lille fad som jeg bare måtte eje. Billeder følger... hvis I er nysgerrige :-)
Juletraditionen tro måtte jeg have én af specialiteterne.... varme vafler med hindbærskum. Det er lækkert kan jeg fortælle jer. Ikke noget med "light" eller "fedtfattig" - nej tværtimod nærmest. Men de er lækre, og hører sådan en juletur til.
Der er sørme ikke noget at gøre ved det.... slankekuren fortsætter når juledagene er ovre.
Men sikke en hyggelig dag. Vi slog nærmest rod, og bordene omkring os skiftede gæster op til flere gange. Vi fik grinet og snakket om alt muligt, og det var nogle rigtig dejlige timer.
Det var også noget særligt med en dag hvor solen og den blå himmel smilede til én, og hvor man kan nyde sådan en særlig solnedgang. Aftenen blev kold og klar... og med en strejf af julestemning. Dejligt - og i min verden også tiltrængt med lidt julevejr.
Beklager at jeg missede et afsnit i lørdags :-(
Lidt for meget arbejde, lidt for mange juleindkøb og lidt for mange julegaver
til indpakning kom i vejen.
*Vi ses i morgen*


























































